• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:
VM Martin Davidsen

VM-bloggen: Belgien er et symbol på det fede ved landsholdsfodbold

VM-bloggen: Belgien er et symbol på det fede ved landsholdsfodbold
Foto: Getty Images

Under hele VM skriver journalist Martin Davidsen om slutrundens store og små temaer. I dag hanlder det om Belgien, der har en unik mulighed for at skrive fodboldhistorie.

Af Martin Davidsen

Den første gang er altid noget særligt.

Det gælder i mange af livets forhold, og derfor også i fodbold.

Da Vesttyskland for første gang blev verdensmester i 1954, skabte det en lykkefølelse og en jubelrus i det store land, som for første gang siden anden verdenskrig kunne samles om en glædelig begivenhed.

”Det blev en lang fest for spillerne. To uger efter finalen blev de modtaget i Berlin, hvor 90.000 mennesker var troppet op. Lykkerusen var enorm og tiltrængt og flere politikere har efterfølgende talt om ’Miraklet i Bern’ som forbundsrepublikkens sande fødsel – fem år efter, at den amerikanske, britiske og franske besættelseszone var blevet til en nation,” skriver forfatterne Lars Hestbech og Andreas Kraul i deres store VM-bog ’De gode og de onde’.

Også i 1958 oplevede en nation at blive verdensmester for første gang. Det var Brasilien, der med unge Pelé fik revanche for det smertefulde finalenederlag i 1950 ved at vinde slutrunden i Stockholm.

Det blev også en samlende begivenhed for splittet folk symboliseret af et landshold bestående af mange forskellige etniciteter.

”Brasilien havde formået at skræmme sit eget spøgelse væk – ’bastardkomplekset’ – og blev verdensmester med et hold, der var en blanding af landets indianske, europæiske og afrikanske arv. I en klumme efter VM-guldet gjorde Nelson Rodrigues op med landets fortid og skrev, at Brasilien ikke længere var ’de tre racers’ visne buket,” fortæller Henrik Brandao Jönsson i sin bog ’Græsset er altid grønnere i Brasilien’.

Og herhjemme i Danmark oplevede vi jo selv i 1992, hvordan en sejr ved EM i fodbold kunne få nationen til at juble i euforisk fællesskab få uger efter, at den var splittet i en vred diskussion om en EU-afstemning.

Sport har en unik samlende effekt, og derfor er det svært at lade være med at blande samfundsforhold og politik ind i snakken om betydningen af slutrundetriumfer.

For når en nation tilmed oplever glædesrusen ved en sejr ved EM eller VM for første gang, sætter det et stort aftryk på nationens selvforståelse. Når man som nation har vundet et stort mesterskab, er man for evigt en vindernation. Man vil for evigt blive omtalt som en af de få vindere. Og det vil for evigt skabe forventninger til de kommende generationer af fodboldspillere. Bare spørg i England.

I det perspektiv er tirsdagens semifinale mellem Frankrig og Belgien meget interessant, for det er på mange måder en kontrastfyldt kamp, når man ser på de to fodboldnationers meritter.

Siden 1984 har Frankrig været i fem store finaler i enten VM- eller EM-sammenhæng. Tre gange har nationen kunne juble over en international triumf – med verdensmesterskabet på hjemmebane i 1998 som den største bedrift.

På den anden side har vi Belgien. En mindre nation, der trods fine fodboldmæssige bedrifter aldrig har stået i en finale ved hverken VM eller EM. Belgierne har altså mulighed for at opleve hvad tyskerne gjorde i 1954, brasilianerne gjorde i 1958 og franskmændene gjorde i 1998: De kan blive verdensmestre for første gang. Hvornår får belgierne en lignende chance?

Samtidig kan Belgien blive en del af det fornemme og eksklusive selskab af verdensmestre. Kun otte nationer har prøvet det, men klubben har trods alt fået flere nye medlemmer på det seneste.

Fra 1930 til 1994 var det de samme seks nationer, der delte de 15 verdensmesterskaber mellem sig: Uruguay, Italien, Brasilien, Tyskland, Argentina og England. Men i de fem slutrunder fra 1998 til 2014 har vi oplevet fem forskellige verdensmestre. 

Det er et vidnesbyrd om landsholdsfodboldens udvikling. Hvor det tidligere var de samme store nationer, der sad på tronen, er der nu mere åben kamp om verdensmesterskabet. Fire af de seneste fem verdensmestre har kvajet sig i deres titelforsvar og røget ud allerede i gruppespillet. Det er nemmere at nå toppen end at blive der.

Det er det, der i mine øjne gør landsholdsfodbold i almindelighed og slutrunder i særdeleshed fantastisk. Klubfodbolden er fyldt med forudsigelighed på grund af økonomiens store betydning, og derfor så man i sidste sæson mesterskaberne i Frankrig, Spanien, Tyskland og England være afgjort mange uger før sidste spillerunde. Samtidig har vi i Spanien, Italien og Tyskland set den samme klub vinde mesterskabet i syv af de seneste ti sæsoner.

For mig handler fodbold i bund og grund om spændingen. Sportens grundessens handler om at vinde, så spørgsmålet før en sæson eller et mesterskab vil altid handle om, hvem der slutter øverst på skamlen. Disse spørgsmål er ikke særligt interessante i de store ligaer, for ofte kender vi svaret på forhånd. På den måde er Kroatiens og Belgiens eventyr et symbol på det fede ved landsholdsfodbold, hvor alt kan ske.

Den seneste EM-slutrunde og denne VM-slutrunde har vist os, at landsholdsfodbolden kan give os al den spænding og uforudsigelighed, som vi savner i klubfodbolden. Og selvom Belgien er et stærkt hold fuld af store profiler, vil det alligevel være en overraskelse for mig, hvis holdet bliver verdensmester. Nationen har aldrig stået i en finale før, og det vil emme af storhed, hvis det lykkes.

Det er altid en stor oplevelse at være vidne til historieskrivning, og det i sandhed være historisk, hvis vi får en ny verdensmester i år. Havde Brasilien vundet VM, ville det bare have været endnu en brasiliansk VM-titel. Men en belgisk (eller kroatisk triumf) vil for evigt gøre 2018 til et historisk og mindeværdigt VM-år alene fordi vi fik en ny verdensmester at se.

Den første gang er bare noget særligt.

Superliga

Mere Superliga

Fokus