Cristiano Ronaldo-kulten er farlig

Cristiano Ronaldo er 40 år gammel og alt andet end fed og færdig.

Jeg mener, har I set et nyligt billede af manden?

Han står knivskarpt, han scorer igen og igen også efter, han for halvanden måned siden fyldte 40, og jeg skal ikke nyde noget af at spå om, at han da MÅ være færdig efter det kommende VM i Nordamerika i sommeren 2026, hvor hans klubkontrakt med Saudi-Arabien udløber.

Søndag aften har han igen hovedrollen for Portugal i sin 219. landskamp for Portugal.

Smag lige på det. 219.

Han debuterede på Portugals A-landshold mod Kasakhstan for 22 år siden med en indskiftning for Luis Figo og andre legender som Deco, Rui Costa og Fernando Couto på banen, legender, han nu har overgået med længder som en af de bedste fodboldspillere nogensinde på planeten.

Det var meget sigende, at DBU i torsdags måtte betinge udmeldingen om ikke at holde med Portugal i Parken på hjemmeholdets tilskuerpladser med, at børn godt måtte.

Der er en grund til, man kan spotte Al-Nassr-trøjer til fodboldtræninger rundt om i landet, side om side med forældres gamle United-trøjer fra Cristiano Ronaldos første og helt fantastiske ophold i Premier League og diverse andre trøjer fra Real Madrid, Portugal og Juventus.

Rasmus Højlund hyldede uden skyggen af dansk ironi sit idol med det verdensberømte ‘siiiiiu’-hop og sving med armene, da han langt om længe brød sin måltørke på landsholdet.

Den 40-årige portugisers ultra-dedikerede liv med fokus på træning, kost og søvn er et forbillede for et væld af fodboldspillere og rækker også langt ud over fodboldverdenen og er et kulturfænomen i sig selv, en mand og en levende myte, der i hvert fald forsøger at sælge sig som udødelig på fodboldbanen.

I sidste ende er der dog ingen af os, der snyder tiden, og det uundgåelige faktum er tilsyneladende ved at have indhentet Cristiano Ronaldo – hvis det da ikke for længst har gjort det.

For bag myten, jeg fristes til at kalde det ‘kulten’, og de mange mål og highlight-videoerne på de sociale medier med scoringer fra den saudiarabiske liga og et ocean af flotte scoringer fra over 20 år i topfodbold gemmer der sig en angriber, modstanderens forsvarsspillere og trænere efterhånden må være glade for at se i startopstillingen.

Og det er farligt, når trænere mere eller mindre frivilligt falder for den fristelse og det pres, det er at skulle kompensere for den 40-årige superstjerne i to gange 45 minutter plus tillægstid.

I Parken var Cristiano Ronaldo ‘meget stillestående på sidste linje’, som det portugisiske sportsmedie Abola formulerede det, ligesom man skosede landstræner Roberto Martínez for ikke at tage konsekvensen og lade være med at give superstjernen alle 90 minutter.

Det er som bekendt ikke risikofrit at sige og gøre den slags i Portugal, hvor Fernando Santos røg som landstræner efter at have bænket Cristiano Ronaldo ved VM i Qatar, men det er ikke desto mindre sandt.

For som i Manchester United og i Juventus ender Cristiano Ronaldo med at tynge sit hold, når der nærmest ingen pres-løbemeter er i angriberen længere.

Det kan godt være, han stadig scorer målene, og dem lavede han fem af i efterårets Nations League-kampe.

Men når modstanderne er dygtige og Cristiano Ronaldos hold ikke sidder tungt på spillet og chanceskabelsen, kommer han og hans hold i problemer.

Individuelle stats i sig selv vinder ikke mesterskaber og pokaler, hvis de ikke reflekterer toppræstationer i de sværeste kampe mod de sværeste modstandere.

Og netop det kan blive Portugals sportslige undergang i Nations League, selv om man stadig har en rimelig chance for avancement mod et Danmark, der er solidt men et par niveauer under de allerstærkeste landshold i verden.

Sker det ikke søndag aften i Lissabon, sker det sandsynligvis i slutspillet i juni, og det kan en eventuel Cristiano Ronaldo-scoring mod et presset dansk landshold (og det kræver i sig selv en helt anden indsats af Portugal end torsdag aften i Parken) ikke skjule.

Cristiano Ronaldo har haft en flot, flot karriere, en af de største i fodboldhistorien.

Men her i 2025 ligner han og ikke mindst kulten omkring ham mere en hindring end en gevinst for Portugal og ville også være det, hvis han til sommer vælger at vende tilbage til eksempelvis Sporting Clube, som så skal trækkes med hans stillestående spil, der vil være en alvorlig nedgradering fra unge slidere som Viktor Gyökeres, Geovany og Conrad Harder.

Cristiano Ronaldo er reelt reduceret til levende reklamesøjle for det saudiarabiske diktatur, der betaler ham styrtende for at spille i ligaen og som talsperson for 2034-VM, hvor han utvivlsomt kommer til at spille en vigtig rolle i det kommende årti.

Læs mere om, hvor grum Saudi-Arabiens udnyttelse af topfodbold er

For verdensstjerne på internationalt, sportsligt topniveau, det er han altså ikke længere i andre end egen og sine trofaste følgeres øjne.

Portugals landshold er mere værd end at være marketingplatform og facilitator for Cristiano Ronaldos rekordjagt med det væld af verdenklassespillere og nogle af de største talenter på planeten, man råder over, og det gør Roberto Martínez og Co. klogt i snarest at indse.

Isaksen og Lindstrøm pynter på landsholdet
Hver landskamp skal tackles individuelt, når man ikke har en trup i Top 5-verdensklasse.

Men jeg håber i den grad, Gustav Isaksen og Jesper Lindstrøm er kommet for at blive med mange landskampe i de kommende år.

De to har i flere år lignet landsholdets fremtid, når det kommer til aggressive gennembrud og ikke mindst den fart og acceleration, der er så pivhamrende vigtig i topfodbold, og da især, når man som landshold bare ikke har mange uger og måneder til at spille dybt avancerede spilsystemer på plads.

Isaksen skal stadig score oftere, og her tænker jeg på Lazio og ikke så meget en uheldig aften i Parken, hvor han kunne, måske burde, have scoret to gange.

Men farten og aggressionen i igen og igen at udfordre modstanderen giver både chancer og plads til holdkammeraterne, og så er den unge mand i stand til at score helt forrygende mål, når formen og sigtekornet er indstillet.

Nøj hvor er den VM-struktur dum!
Japan blev i denne uge det første landshold, der kvalificerede sig til VM-slutrunden ud over værterne USA, Mexico og Canada.

Der skal 48 landshold med, og det giver et sløjt format med 12 puljer og fire hold i hver, hvor de to første går videre og får følgeskabere af 8 af de 12 treere.

Det kommer til at give en masse spekulation i resultater, og selv om det er lidt mindre dumt end FIFA’s første, hjernedøde forslag om 16 puljer og tre hold i hver, hvor de to bedste gik videre og åbnede en port på størrelse med landet Schweiz til at fikse resultater i sidste kamp, er det stadig tåbeligt.

Især landsholdsspillerne og spillerne i topklubberne i Europa bliver tyndslidte i det kampprogram, de bliver budt i dag, og det her VM med en masse kvalifikationskampe uden for Europa fulgt op af et useriøst turneringsformat til sommer næste år gør kun tingene værre.

På et tidspunkt er der noget, der siger ‘knæk’ – det kunne være til Gianni Infantinos klub-VM i USA til sommer, hvor spillerne fra 32 af verdens førende hold ikke får en tiltrængt sommerferie men i stedet skal spille et månedlangt klub-VM i brændende hede i USA. Det er jo nærmest dummere end VM-slutrunden i Qatar, det fodboldens magthavere har gang i.