Trods guld: FCM-spillere stadig bedre end Brøndbys

Mikael Uhre har været en goalgetter.

Jesper Lindstrøms gennembrud har været vildt, og selvom han ikke har scoret nær så ofte i foråret, har han spillet fremragende og fortjente de point, han fik i vores kåring til Forårets Profil her i Tipsbladet af blandt andre SønderjyskE’s cheftræner Glen Riddersholm.

Andreas Maxsø er en kongeforsvarer i Superligaen, Anthony Jung er blevet det samme, efter han begyndte Brøndby-karrieren som et lille svaghedspunkt, og Morten Frendrup er braget igennem på et helt uventet plan, ligesom Josip Radosevic er blevet en god støttespiller efter at have været en smule anonym i sin første tid i klubben.

Det er en flot sæson, Brøndby har skruet sammen, og det bliver en forløsning af de helt store, når og hvis man på mandag står som dansk mester efter hjemmekampen mod FC Nordsjælland.

Før sæsonen var forventningen ikke, at Brøndby kunne blive mester eller komme i nærheden af det, og heller ikke internt var det der, man så sæsonen bevæge sig hen. Jo, selvfølgelig kan og må man altid drømme og sætte sig store mål, men med FC Midtjylland og FC København på fri fod i Superligaen med langt større budgetter end Brøndby er det altså svært at spå, hvornår man præcist overpræsterer.

Det har Brøndby IF gjort på flotteste vis med en helstøbt holdindsats, hvor det med holdet dårligt nok kan overdrives.

Trænerteamet med Niels Frederiksen i spidsen og blandt andre Jesper Sørensen og Martin Retov som dygtige assistenter har skruet den rette sæsonstrategi og de rette (små)justeringer undervejs sammen.

Man har bevaret roen, når resultaterne var dårlige, levet med og lært af udsving, og så har man været enormt dygtig til at få så mange kampe som overhovedet muligt til at blive spillet på egne og spillernes præmisser og kompetencer.

Brøndby står længere tilbage og presser længere tilbage, end man gjorde under Alexander Zorniger, man har hvilet med bolden uden overhovedet at komme til lige så mange afslutninger som FC Midtjylland, mens man til gengæld er kommet til de rigtige afslutninger og i den grad har sat Mikael Uhre og Jesper Lindstrøm i scene.

Jeg ville stadig vælge FCM-spillerne
Jeg har gennem foråret sagt, at hvis Brøndby IF bliver mester efter et tæt guldkapløb, vil jeg stadig vælge FC Midtjyllands trup af de to klubbers, og det står jeg selvfølgelig ved i dag.

I Anders Dreyer, Pione Sisto, Sory Kaba, Jens-Lys Cajuste, Frank Onyeka, Erik Sviatchenko, Alexander Scholz, Paulinho og nu Jonas Lössl samt en række rotationsspillere har FC Midtjylland en trup, hvor de individuelle kompetencer nok aldrig har været større.

Hvis der skulle være 10-kamp i fodboldens individuelle del-discipliner i Skandinavien, ville jeg vælge FC Midtjyllands trup uden at blinke, og i de perioder og enkelte kampe i sæsonen, hvor spillet har klikket, er FC Midtjyllands topniveau Brøndby langt overlegent.

Men i en ekstremt hård sæson, hvor FC Midtjylland har spillet 14 kampe flere end Brøndby, havde FC Midtjylland ikke nok at falde tilbage på, når det individuelt anlagte offensive spil ikke kastede mål og sejre af sig, og så går det, som det ser ud til at gå her i slutfasen af turneringen.

FC Midtjyllands spillere, trænere og ledere behøver ikke brænde fodboldstøvlerne eller sige deres job op. Med lidt mere held havde de vundet mesterskabet i en historisk komprimeret sæson.

Men til næste sæson vil det være godt, hvis man kommer videre med det allersværeste, der findes i professionel topfodbold: At udvikle og udføre et avanceret koncept for boldbesiddende angrebsspil, der både kan nedbryde modstandere i Superligaen og Europa og passe til FCM’s suveræne individualister.

FCM er bygget på disse individuelle færdigheder, og det har været en bragende succes. Man var ikke nået nær så langt, hvis man havde satset på ydmyge holdspillere med nedslået blik, der ikke kunne lige så stærkt eller aflevere lige så godt som rivalerne.

Nu skal man videre, og det vil jeg da også tro, at FC Midtjylland kommer, selvom der bliver skiftet ud på nøglepositioner i truppen til sommer.

Brøndby derimod har haft sådan cirka det perfekte koncept og har fået de berømte ekstra procent ud af spillere, der enkeltvis ikke er lige så dygtige som FC Midtjyllands, men til gengæld over en sæson har udgjort et stærkere og mere driftsikkert hold.

Havde sæsonen ikke været to måneder kortere, tror jeg, at FC Midtjylland var blevet dansk mester, også med turen i og de i alt 10 kampe i Champions League.

Men som Brøndbys fodbolddirektør Carsten V. Jensen så rigtigt har sagt det, er der jo ikke nogen, der har foræret Brøndby det her – man har selv rakt ud over guldet og ser nu ud til at stå med det mandag aften.

Det er flot og fortjent – og så skal det blive eminent spændende at følge holdet i Europa og Superligaen i næste sæson, hvor man som helt neutral observatør siddende udenfor dansk fodbold da kan håbe på og glæde sig over, at der nu kommer en stærk udfordrer til FC Midtjylland og FC København, der har delt mesterskaberne mellem sig siden AaB’s i 2014.