Landsholdets Young Guns har fremtiden foran sig

Mens jeg skriver disse ord, sidder vi stadig på Wembley.

Gareth Southgate står nede foran os og giver tv-interview, Harry Maguire står nogle meter fra ham ved en anden tv-skærm og taler med dansk tv, mens Jordan Henderson står lidt længere henne og giver interview om den kamp, han har spillet i dag, og de italienere, der venter på søndag.

Danmark var uden skyggen af tvivl næstbedst i den EM-semifinale, der sluttede for tre kvarter siden, og man må bare sige, at der et gab mellem de helt store landshold som England og Belgien, og så et Danmark i gruppen lige efter, som trods alt ikke kan sætte superstjerner som Kevin De Bruyne, Jordan Henderson og Phil Foden ind fra bænken i slutrundekampe.

Men fat mod; der er stadig mere at komme efter for Danmarks landshold i de kommende år.

Joakim Mæhle er 24 år. Robert Skov er 25, Andreas Christensen er 25, Pierre-Emile Højbjerg bliver først 26 om en måned, og Kasper Dolberg (23), Andreas Skov Olsen og Mikkel Damsgaard (begge 21) og Jonas Wind (22) kan have adskillige turneringer i sig.

Yussuf Yurary Poulsen, Andreas Cornelius, Christian Nørgaard, Joachim Andersen og Jannik Vestergaard holder sig også i zonen 25 til 28 år.

Der er mere og flere slutrunder i de her spillere, hvis de spiller kortene rigtigt og får fortsat succes i klubkarrieren, og hvis Kasper Hjulmand kan skrue et hold sammen, der om ikke så lang tid måske skal klare sig uden Simon Kjær og Kasper Schmeichel, et par år derefter Daniel Wass, Thomas Delaney og Martin Braithwaite, selvom jeg tvivler stærkt på, at nogen af dem har i sinde at droppe landsholdet nu efter den store succes.

Hvad kan der ikke ske, hvis Kasper Dolberg virkelig får fut i karrieren og målscoringen igen i Nice, og da gerne i endnu større klub, som ved gennembruddet i Ajax lignede hans stensikre skæbne?

Hvis Joakim Mæhle fortsætter med at suge til sig i eliteklubben Atalanta og kan være den offensive back på højt, internationalt niveau, han har været ved dette EM?

Mikkel Damsgaard behøver ikke blive lige så stor som Michael Laudrup for at få en forrygende klub- og landsholdskarriere – man kan bare se for sig, hvordan han kan blive en guddommelig mellemrumsspiller i en klub på Champions League-niveau, hvis hans fysik og beslutninger som håbet modnes af et par år til i Serie A.

Andreas Skov Olsen har vist meget lovende takter og kunne være et bud på en spiller, der virkelig tager fart i næste sæson, hvis skader ikke kommer i vejen, og man skal ikke glemme Robert Skov, der for et år siden lignede en dansk EM-profil og givetvis kommer tilbage på niveauet fra de to supersæsoner i FC København og Hoffenheim. Også Jonas Wind har redskaberne til en flot karriere, selvom det virkelig ikke blev det EM, han og vi havde visualiseret.

I gruppen af spillere, der ikke kom til EM, finder vi Rasmus Nissen Kristensen (23 år, Red Bull Salzburg), Pione Sisto (26 år, FC Midtjylland), Anders Dreyer (23 år, FC Midtjylland) og unge Superliga-håb som Jesper Lindstrøm, Mohamed Daramy og Gustav Isaksen, der med det helt rette forløb også sagtens kunne aktuelle.

Forestil jer det EM, danske fans kunne have i 2024 i Tyskland, hvor vi både kan køre til, køre rundt og have en fodboldfest af dimensioner med Kasper Hjulmands Danmark 3.0 – det må være en lækkerbisken efter den slutrunde-feber, der har hærget Danmark. (Jeg nævner ikke VM 2022 i Qatar her, og I ved måske hvorfor)

Knæk koden
Den sidste, helt store hurdle, er at slå de store landshold.

Det kan sagtens vise sig, at det skulle have været denne aften i London, for slutrunde-semifinaler er så møgsvære at nå, som så mange andre landshold af Danmarks størrelse har erfaret.

Men ikke desto mindre: England dominerede voldsomt efter Danmarks åbningsmål onsdag og da især efter den første time, hvor Yussuf Yurary Poulsen og Martin Braithwaite var alene i front og var noget nær chanceløse.

Danmark har tabt tre gange til Belgien og nu til England under Kasper Hjulmand, og selvom man vandt på et tomt Wembley sidste år efter Harry Maguires røde kort, mangler man det sidste, når verdensklassespillerne sætter tempo på, som England gjorde denne aften (de burde have vundet i ordinær spilletid) og Belgien i glimt har gjort hver gang, de har slået det danske mandskab.

Onsdag aften handlede også om et tydeligt træt dansk hold (tak for rejsen fra Aserbajdsjan, UEFA), og måske skulle Kasper Hjulmands taktiske dispositioner og udskiftninger have været anderledes – et er jo skidt at spille en halvleg af en forlænget spilletid med 10 mand.

Når slutrunde-euforien lægger sig (og hvor har den været skøn at følge), vil man nok se, at det kræver noget nær den perfekte udvikling i de kommende år af de mest lovende spillere, hvis man skal endnu tættere på de store – og man skal ikke underkende, at det danske hold har spillet gode perioder mod Belgien og i aften mod England, og dermed ikke var så langt fra igen, selvom forskellen på holdene lige præcis onsdag aften var større, end jeg havde forventet.

Ingen sagde, at det var nemt at være landstræner eller landsholdsspiller – men tegnene for de kommende år er gode, hvis spillerne løber ind i den helt rette kombination af held og dygtighed hjemme i klubberne.