Spillet skal ikke forvandles til et tivoli

Lederen er fra Tipsbladets trykte avis fredag

Havde jeg været en af dem, der lo ad internettet og spåede det og computere til at være en forbigående modedille, som kun ville fænge, indtil Roxette og Danser Med Drenge havde nye plader klar?

Jeg håber det ikke, men læseren er nogle gange tilgivet for at tro, at jeg helst ville stoppe spillets udvikling, dengang man begyndte at overveje at gå fra én udskiftning per kamp til to.

Da spillets nuværende grundregler blev udformet for omtrent 160 år siden på en pub i det centrale London, måtte reglernes ophavsmænd ud over at forbyde at løbe med bolden i hænderne (som i rugby) også indskærpe, at man ikke måtte have udstyr på, der kunne bruges som stik- eller slagvåben.

Det er for at sige, at nogle regelændringer undervejs ikke bare har været rimelige men aktivt har hjulpet til, at fodbold er blevet et mere populært og tilgængeligt spil.

Jeg savner ikke fodbold fra 80’erne og det, jeg har set fra årtierne inden, hvor der var rigelige mængder vanvittige tacklinger og overfald, der bragte modspillerens førlighed i fare.

Sløjfningen af tilbagelægningen faldt lige i tide til, at Danmark kunne bruge den som hjælpemiddel i EM-triumfen i 1992, men har også gjort spillet væsentligt bedre, og når vi får snittet VAR og ikke mindst forventningerne til systemet til, er det også til gavn for spillet på internationalt topniveau. Og bare spørg englænderne og Frank Lampard om mållinjeteknologien, der havde givet England det vitale mål mod Tyskland i Bloemfontein ved VM 2010.

Men nogle af de kommende forsøg, som lovorganisationen IFAB lægger op til, er jeg altså nødt til at påtale.

For at få fut i spillet foreslår man at teste, blandt andet på opfordring fra vores gamle ven Arsène Wenger, at indføre indspark i stedet for indkast, når bolden går ud over sidelinjen.

Ok, jeg bliver måske fem procent ekstra skeptisk, når jeg ved, at Arsène Wenger har talt for idéen, ligesom han var en af idémændene bag det indtil videre mislykkede VM hvert andet år.

Men selv uden franskmanden er jeg alt andet end pjattet med idéen.

Jeg er med på, at det ikke er intentionen, men jeg køber ikke, hvordan det skulle føre til andet end en kaskade af dødbolde hældt ind i feltet, så snart et mindre stærkt hold har indspark tilnærmelsesvis nær midterlinjen.

Af andre mulige tiltag er effektiv spilletid på 2x30 minutter, hvilket bliver et stort nej tak herfra, da det igen er noget, der presser fodbold i retning af at blive et regelspil, hvor meget handler om at følge og malke reglerne maksimalt, et uskønt element i mange andre sportsgrene, som fodbold overhovedet ikke kan lære noget af.

Flyvende udskiftninger som i håndbold (tænk angreb og forsvar) takker jeg også pænt nej til, mens det nok er lettere at leve med muligheden for at drible efter et frispark i stedet for at skyde bolden væk, som man jo strengt taget gør i dag, selvom dette heller ikke må forvandle sig til en konkurrence i at få frispark på attraktive tidspunkter og steder med modstanderen i ubalance.

De nye tiltag skal afprøves i blandt andet Holland, og det er i øvrigt ikke første gang, at eksempelvis indspark bliver prøvet af – tidligere forsøg sluttede relativt hurtigt, blandt andet på grund af dødbold-bombardementerne.

En god idé i mængden af mere eller mindre gennemtænkte fornyelser er muligheden for, at dommeren kan forklare en afgørelse til hele stadion og tv-seerne derhjemme. Det fungerer i de fleste tilfælde fremragende i mere traditionsbundne rugby, hvor man også har en god kultur med, at de to holds anførere og dommeren diskuterer kampen, linjen og dommene respektfuldt og direkte med hinanden, mens de øvrige spillere på banen skal knytte sylten og lade anføreren have kontakten med kampens officials.

Fornyelse er fint, og det vil være en god idé at inddrage spillere og trænere i fremtiden.

Vi skal ikke være så konservative, at der ikke er plads til idéer, der kan gøre det lettere at tiltrække og fastholde yngre generationer, der end ikke var begyndt i skole, dengang Frank Lampards drøn bragede fra overliggeren og ned på den rigtige side af den tyske mållinje den junidag for 12 år siden.

Men spillet skal ikke forvandles til et tivoli eller gøres mere regelbaseret og trækkes i retning af, at det ikke handler om at være den bedste til angribe eller forsvare, men til at udnytte de nye smuthuller, som ændrede regler kan skabe.

Et lille hold skal ikke have mulighed for at tæppebombe Manchester Citys eller Ajax' felt, ligesom Pep Guardiola ikke skal have chancen for at hyre et hold af tidstagere, der skal sørge for at malke den effektive spilletid til det ekstreme og lægge pres på dommerne om hvert eneste sekund mod førnævnte undertippede hold.

Jeg ser absolut intet tillokkende ved andre sportsgrenes nulfejlskonkurrencer og ekstreme fokus på regelbogen, hvor dysten ikke så meget handler om at opnå noget som om rædslen for at smide års forberedelse ved et enkelt fejltrin, og hvor et mesterskab eller en guldmedalje til en favorit for ofte udløser lettelse over ikke at have fejlet.

Der skal fodbold ikke hen, og det må vi håbe, at regel-forfatterne husker.