Bundesliga

Daniel Jensen fortid i Werder Bremen?

Flere tyske medier betragter det som et faktum, at Daniel Jensen ikke får forlænget sin kontrakt med Werder Bremen. Agent slår koldt vand i blodet, og Werder beretter, at der ikke er truffet en afgørelse.

Werder Bremen er i en historisk stor krise i Bundesligaen. Holdet har kun vundet to af de seneste 11 Bundesliga-kampe, og træner gennem 12 år Thomas Schaaf bliver rygtet fyret og erstattet af Ralf Rangnick.

Derfor forventes det også, at der kommer en større oprydning i klubben til sommer, og både lokale

Kreis Zeitung

og

Weser Kurier

antager det som et faktum, at Daniel Jensen ikke får forlænget sin kontrakt, når den udløber til sommer.

Aktuelt er Daniel Jensen ude med en knæskade, og derfor ønsker Daniel Jensens bror og agent Niclas Jensen ikke at forholde sig til en mulig Werder-afsked.

- Der er kun fokus på én ting, og det er, at han skal blive sin skade kvit. Derfor giver det ingen mening at fokusere på, hvad der skal ske til sommer. Jeg har ikke snakket med klubben for nylig, men sidst vi talte om det her, var de af samme mening. Hans fremtid kommer helt an på, hvad der sker med ham i foråret, siger Niclas Jensen til tipsbladet.dk og afviser, at han har fået besked om, at Daniel Jensen er prikket ude.

LÆS OGSÅ: D. Jensen: Vil slutte i Werder Bremen

Werders sportsdirektør Klaus Allofs har da også af flere omgange afvist at afskrive Daniel Jensen fuldstændig. Men der er kun 14 kampe tilbage for Werder Bremen at spille i Bundesligaen, og knæskaden holder i hvert fald danskeren væk fra grønsværen de næste par uger.

- Det er klart, at jo længere tid der går, jo sværere bliver det at overbevise dem om, at han skal have forlænget, erkender Niclas Jensen.

Tipsbladet.dk har været i kontakt med Werder Bremens pressechef Tino Polster, der i en e-mail skriver, at Bundesligaens nummer 15 ikke har truffet nogen afgørelse endnu.

- På nuværende tidspunkt er der ingen forhandlinger om kontrakter med nogen af vore spillere på grund af vores situation i Bundesligaen. Der er ikke truffet nogen beslutning endnu, skriver Polster.