Bundesliga

Legende vil blive i Tyskland

Den spanske angrebslegende Raul vil blive hos sin tyske arbejdsgiver, Schalke 04.

Det var en overraskelse for mange, da Schalke 04 i sommers meddelte, at klubben havde skrevet kontrakt med den spanske angriber Raul, der i over ét årti havde været lig med storhed og succes i Real Madrid. Men det var blevet tid for den aldrende angriber at prøve noget nyt, og den beslutning fortryder han tilsyneladende ikke.

På trods af at Schalke 04 efter en miserabel sæson fyrede træner Felix Magath, der hentede Raul til klubben, så er spanieren opsat på at blive.

- Jeg skrev ikke kontrakt med Felix Magath, men med Schalke 04, slår angrebslegenden fast i avisen Bild.

I næste sæson vil Raul formentlig forsøge at rette op på klubbens nedtur, der i denne sæson indtil videre viser sig i form af en skuffende 10. plads i Bundesligaen.