Bundesliga

Morten Olsen til Hamburger SV?

Den danske landstræner Morten Olsen skulle være på Frank Arnesens liste over kandidater til trænerposten i Hamburger SV.

I virkeligheden er det måske mest overraskende, at Morten Olsen ikke er blevet bragt i spil til trænerposten i Hamburger SV før. Men i dag skete det så.

Hamburger Morgenpost

beretter, at den danske landstræner står på klubbens kommende sportschef Frank Arnesens liste over kandidater til trænersædet.

I weekenden blev træner Armin Veh sat fra bestillingen i den nordtyske klub efter et ydmygende 0-6 nederlag til Bayern München. I stedet overtager assistenten Michael Oenning for resten af sæsonen. Oenning ytrede i den forbindelse selv, at han forventede, at hans assistentkontrakt også gjaldt som cheftræner, hvorfor han regner med at blive til sommeren 2012.

Men den tyske avis beretter, at Frank Arnesen ønsker Morten Olsen til Hamborg allerede til sommer. Et år før han, efter planen, har tænkt sig at stoppe som dansk landstræner, hvorfor det ønske kan vise sig at være mindre realistisk at få opfyldt.

Ud over Morten Olsen bringes også FCK-træner Ståle Solbakken, Martin Jol og St. Paulis Holger Stanislawski i spil til posten. Ralf Rangnick menes ikke længere at være en kandidat, fordi han i stedet satser på jobbet som Felix Magaths afløser i Schalke 04.