Bundesliga

Schalke med visum-problemer

Fem Schalke-spillere blev i dag nægtet adgang til det fly, der skulle transportere dem til Manchester i forbindelse med Champions League-semifinalen mod Manchester United i morgen.

Schalke 04 har ikke fået den bedste optakt til kampen på Old Trafford i morgen aften. Holdet blev i dag to timer forsinket, da det skulle med flyet fra Gelsenkirchen til Manchester. Flyet skulle efter planen have lettet klokken 11, men kom først af sted to timer senere, skriver den tyske avis Bild i dag på deres hjemmeside.

Det var de fem ikke-EU borgere, Jefferson Farfan (Peru), Atsuto Uchida (Japan), Ali Karimi (Iran), Hao Junmin (Kina) og Edu (Brasilien) der i første omgang blev afvist på grund af visum-problemer.
Ifølge en talsmand for Schalke var det ikke den tyske klub selv, men derimod det engelske konsulat i Düsseldorf der var skyld i problemerne.
- Vi havde sendt alle dokumenterne før den endelige deadline, så det er ikke vores skyld, udtaler Schalke-talsmand Thomas Spiegel ifølge Bild.de.