Champions League

- Alt kan ske på Stamford Bridge

William Kvist har ikke opgivet håbet forud for returopgøret på Stanford Bridge om tre uger.

Det var en lidt ærgerlig FC København-anfører, der mødte pressen efter nederlaget på 0-2 til Chelsea. Selv om William Kvist løb og løb, kunne han ikke forhindre, at FCKs liv i Champions League nu hænger i en endog meget tynd tråd.

- Det er selvfølgelig rigtig ærgerligt, men Chelsea får scoret for tidligt. Vi havde håbet, vi kunne holde kampen åben i længere tid. Men det bliver for nemt for dem, da vi skal frem. Vi havde håbet, vi kunne give en bedre kamp, men omvendt er vi måske også heldige, at det ikke står 2-0 allerede før pausen, for de spiller virkelig godt, og vi må erkende, at de er bedre mand for mand, sagde Kvist efter kampen.

Anføreren ser alligevel lyst på tingene forud for det returopgør, som nu ligner en nærmest umulig opgave. I hvert fald hvis målet er at gå videre.

- Det bliver ikke svært at sætte sig op til returopgøret. Ddt kan jo være, vi kommer foran 1-0, og så kan alt ske.Vi tager til London for at spille, og vi skal nok lave en god kamp, slutter William Kvist.