Champions League

Bayern lægger pres på sig selv før Bordeaux

Bayern München vil have point med hjem fra besøget hos de franske mestre fra Bordeaux

I aftenens Champions League-opgør venter der Bayern en svær opgave, når Bordeaux tager imod i Frankrig. Gourcuff og co. har lige så mange point som tyskerne, men alligevel lægger Bayern pres på sig selv før de to kommende opgør mod de franske mestre.

- Vi tager til Bordeaux for at vinde, siger Miroslav Klose, og Hans Jörg Butt lægger sig i samme spor.

- Vi vil beholde vores førsteplads i Bordeaux, siger målmand Hans Jörg Butt.

Også fra de bonede gulve lyder det, at Bayern skal levere i Frankrig.

- Vi er i en fase i Champions League, hvor vi ikke kan tillade os at vise svagheder. Vi er nødt til at få point i Bordeaux, så vi ikke kommer under pres i den sidste kamp i Torino, siger sportsdirektør Karl-Heinz Rummenigge.

Bayern skal til aftenens kamp klare sig uden stjernerne Arjen Robben og Franck Ribery, der er blevet hjemme i Tyskland med skader.