Video : Tipsbladet
Champions League

Fra CL-hattrick til bænkplads på B-holdet: Real Madrid-talent i stor nedtur

Han lavede tre mål mod Galatasaray men er nu blevet sat af holdet i Segunda División.

Real Madrids Rodrygo stjal overskrifterne i de spanske morgenaviser, da han i november satte tre mål ind mod Galatasaray i Champions League.

På det tidspunkt tegnede alt lyst for den 19-årige brasilianer, der var kommet til fra Santos for 40 millioner euro.
Han havde endda sneget sig ind foran en anden teenager - Vinicius Jr. - i rangordenen på Santiago Bernabeu.

Men siden er der løbet meget vand i Manzanares-floden i Madrid.

Rodrygo har ikke spillet La Liga-fodbold siden januar, og for to uger siden blev han så degraderet til at skulle spille for klubbens andethold, Castilla, som optræder i den næstbedste række, Segunda División.

Men for at gøre ondt værre blev han her udvist i sin første kamp. Nu er han så endelig tilbage efter karantæne, men blot for at se sig selv sat helt uden for truppen af træner Raul Gonzalez til den næste kamp mod Coruxo. Det skriver AS.

Rodrygo har dog kontrakt med den spanske kongeklub helt frem til 2025, så han kan stadig nå at spille sig tilbage på førsteholdet.