Champions League

Ikke bange for Bendtner

FC Porto frygter ikke Arsenals offensiv i aftenens Champions League 1/8-finale. Og specielt ikke Bendtner.

For første gang i lang tid ventes det, at den danske angriber Nicklas Bendtner er med i staropstilling, når Arsenal løber på banen i aftenens vigtige Champions League kamp. Englænderne er hårdt ramt af skader, og det lægger et vidst pres på den unge angribers skuldre, der netop er tilbagevendt fra en skade.

Specielt offensivt er Arsenal svækket inden opgøret, og både Robin van Persie og Andrey Arshavin er definitivt meldt ude. Bendtner har derfor chancen for at vise, at han er værd at satse på. I aften står han overfor Bruno Alves, der ikke har meget respekt for danskeren.

- Jeg har set Arsenal spillet er par gange i denne sæson, og jeg er ikke imponeret. Efter de solgte Adebayor og Van Persie blev skadet, så mangler de simpelthen noget i angrebet. De er ikke så eksplosive længere, og kan ikke mønstre noget, vi ikke kan håndtere. Jeg har en meget stor tro på, at vi kan slå dem og sende dem ud over to kampe, siger hjemmeholdets stopper Bruno Alves ifølge Sporten.dk

Portugiserne er fulde af selvtillid for tiden, og holdet har ikke tabt i 12 kampe i træk. Den brasilianske Hulk, der har karantæne i ligaen, men må gerne spille Champions League, er således til rådighed, og en farlig mand i angrebet.

- Vi går efter 1-0 hjemme. Så vil vi tage til London med et godt resultat, for jeg er helt sikker på, at vi også scorer på Emirates, og jeg tror ikke Arsenal kan score i Porto, siger Bruno Alves.