Video : Tipsbladet
Champions League

Juventus-chef bekymret over få mål: Det er et mentalt problem

Maurizio Sarri udtrykker bekymring over sit holds manglende evne til at skabe chancer. Problemet er i hovederne, men spillestilen kan også være en naturlig forklaring, lyder det fra Juve-bossen.

Juventus har fået sig et nyt udtryk under Maurzio Sarri, og selvom de fortsat topper Serie A, har det ikke været uden hakken i maskineriet undervejs i sæsonen.

Det er således kun blevet til 16 mål i de første ni kampe i Serie A, trods overkommelig modstand og en ny, mere offensivt orienteret spillestil.

- Vi er ved at vænne os til en ny spillestil, så det er kun naturligt, at det vil tage et stykke tid at perfektionere. Vi kan forbedre os meget, men er vi på rette vej, siger Maurizio Sarri ifølge football-italia.net.

Problemet ligger særligt i, at Juventus ikke kommer så nemt til chancer.

- Vi har et meget lavt gennemsnit, når det kommer til skud, ikke bare dem, der ender i mål, men også inden for rammen. Som jeg ser det er det et mentalt problem mere end noget andet. Jeg udtrykte min bekymring omkring det overfor spillerne, og vi prøver at forbedre det i træning, men vi bliver også nødt til at være mere beslutsomme foran mål, siger Sarri.

Juventus topper Serie A med 23 point efter ni kampe og med et point ned til Inter på andenpladsen.