Champions League

Kenneth Emil sidder klistret til skærmen i aften

Liverpool-fan Kenneth Emil Petersen håber på et lille mirakel i aften, når det er sidste udkald for Liverpool til at gå videre fra gruppespillet i Champions League.

Sidste udkald.

Liverpool skal vinde i aften ude over ungarnske Debrecen, samtidig med at Fiorentina ikke må vinde hjemme over Lyon. Ellers er Liverpool højst overraskende ude af dette års Champions League-turnering.

Dermed er der lagt op til en nervepirrende omgang europæisk bold i aften, og i Aalborg sidder en dansk forsvarsspiller og følger dramaet intenst.

Yndlingsklubben hedder Liverpool, idolet Jamie Carragher, og navnet på manden selv er Kenneth Emil Petersen.

- Ja, det ser godt nok sort ud for dem. Måske skulle jeg tage at holde med en anden klub... nej, jeg skifter sgu' aldrig klub. Jeg kommer til at sidde klistret til skærmen i aften, siger Kenneth Emil Petersen til tipsbladet.dk.

- De spiller dårligt for tiden, så det ser svært ud. De mangler Gerrard og Torres. Når de to er skadet, er der langt ned til de næstbedste, lyder en del af forklaringen på Liverpools pauvre resultater i Premier League og Champions League ifølge Kenneth Emil Petersen.

AaB-forsvareren har dog langt fra opgivet ævred, men forholder sig optimistisk på Liverpools vegne.

- Der er brug for et lille mirakel, og hvis der er nogen, der kan levere sådan et, er det Liverpool. Det har vi set før, for eksempel da de skulle vinde med tre mål over Olympiakos, og Gerrard hamrede den ind til sidst. Eller da de slog Milan i Champions League-finalen, påpeger Kenneth Emil Petersen.