Champions League

Martin J.: Ville spille mine penge på Bayern

Martin Jørgensen levner ikke sit gamle hold gode chancer mod Bayern München, men en bestemt spiller kan dog være nøglen til succes for Fiorentina.

Hvis ikke Martin Jørgensen havde skiftet til AGF, ville han med stor sandsynlighed befinde sig i München med resten af Fiorentina mandskabet netop nu. I aften skal Firenze-klubben ud i første del af ottendedelsfinalen mod det formstærke tyske mandskab, og århusianeren spår, at det bliver en vanskelig opgave for de tidligere holdkammerater.

Tror du det er realistisk, at din gamle klub henter et godt resultat med hjem?
- Umidelbart vil jeg nok sige nej, men jeg tror også, at sådan en Champions League-kamp er noget helt for sig selv, så jeg tror ikke, at man skal kigge alt for meget på, hvordan det er gået i den hjemlige turnering, siger Martin Jørgensen til tipsbladet.dk

Bayern München er da også i forrygende form for tiden, og har sablet al modstand over i det nye år. Martin Jørgensen har dog sit bud på, hvordan det kan lykkedes Fiorentina at drille sydtyskerne.

- De skal spille som et hold og udnytte de chancer de får. Og så skal Gilardino begynde at lave mål igen, siger Martin Jørgensen.

På trods af opskriften til succes, hælder Martin Jørgensen alligevel mest til sydtysk sejr i aften.

Hvis du skulle give dit bud på et resultat i aften, hvad skulle det så være?
- Så vil jeg nok spille mine penge på Bayern München.

Se om Martin Jørgensen får ret i sit bud på resultat, når Allianz Arena kl. 20.45 ligger rammen til braget mellem Bayern München og Fiorentina.