Champions League

Messi er skadet

FC Barcelonas argentinske superstjerne, Lionel Messi, blev skadet i gårsdagens Champions League-semifinale mod Real Madrid.

Onsdag aften viste han hele verden, hvorfor han betragtes som klodens bedste fodboldspiller. Barca-troldmanden Lionel Messi scorede to mål i den vanvittige semifinalekamp mod Real Madrid, hvoraf det ene var en absolut perle.

Men Messi fik mere med sig fra Santiago Bernabeu end to scoringer og et væld af superlativer. Han pådrog sig også en mindre muskelskade i låret. Det skriver den spanske avis

Sport

.

Skaden holder Messi ude af weekendens ligakamp, hvor FC Barcelona møder Real Sociedad på udebane. Han forventes dog at blive klar til tirsdagens returkamp i Champions League, hvor han sammen med holdkammeraterne fra FC Barcelona kan sende Real Madrid ud i mørket og samtidig booke billet til finalen på Wembley den 28. maj.