Champions League

Mexicaner sender United videre

Javier Hernandez scorede to mål og blev dermed helten for Manchester United, der er klar til kvartfinalerne i Champions League.

Manchester United er klar til kvartfinalerne i Champions League efter en 2-1-sejr på hjemmebane over Marseille.

Den store helt for De Røde Djævle blev Javier Hernandez, der scorede begge Uniteds mål i kampen.

Allerede efter fem minutter kom mexicaneren på måltavlen, da han tæt inde under mål prikkede bolden det sidste stykke ind over stregen efter opspil fra Nani og Wayne Rooney.

Manchester United sad på størstedelen af første halvleg, men hen mod pausen kom Marseille mere med. Der var chancer i begge ender, men ved pausen var stillingen 1-0.

Efter teen fortsatte billedet fra første halvleg. Der var ikke tale om et skydetelt, og man fornemmede, at Manchester United ville køre sejren hjem.

Og med et kvarter igen fastslog Javier Hernandez sejren med sin anden scoring i opgøret. Antonio Valencia havde forinden sendt Ryan Giggs i dybden, og waliseren sendte et indlæg fra højre ind i feltet, hvor Hernandez sendte bolden i mål.

Der kom dog spænding i slutfasen, da Wes Brown headede i eget mål otte minutter før tid. Det skabte noget nerve i opgøret, men hjemmeholdet holdt stand, og dermed er Manchester United endnu engang klar til kvartfinalerne i Champions League.