Champions League

Nasri ligner starter mod Barcelona

Samir Nasri er kommet sig på rekordtid over sin skade og ligner en starter mod Barcelona.

- Jeg vil ikke tage en sindssyg risiko. Men hvis han er medicinsk og fysisk ok, så... han har arbejdet rigtig hårdt fysisk den sidste uge, så fysisk er han klar. Men er der en risiko for et tilbagefald? Hvem er ikke desperat for at spille i den kamp?

Arsenal-manager Arsene Wenger overvejer over for de engelske medier, om Samir Nasri skal med i truppen til Champions League-braget mod Barcelona, men den endelige beslutning bliver først taget i morgen efter en stribe fitness-tests.

- Med så mange kampe er det vigtigt ikke at være dum. Der er en ny kamp (mod Barcelona) om tre uger, og vi har også Leyton Orient i FA Cup'en plus Carling Cup-finalen (mod Birmingham), tilføjer Arsene Wenger, som nødig vil se sin nøglespiller sat uden for igen i den afgørende fase af sæsonen.

Samir Nasri blev skadet i knæhasen i FA Cup-kampen mod Huddersfield i slutningen af januar, og det var frygtet, at han ville sidde udenfor i mindst tre uger.

Franskmanden er imidlertid kommet sig på rekordtid, men spørgsmålet er, om det er nok til, at han er klar mod Barcelona på onsdag.