Video : Tipsbladet
Champions League

Powerranking: Hvem er favorit i Champions League?

Kan Liverpool gentage triumfen, eller er det endelig Manchester Citys tur til at triumfere i Europa? CLBOLD.dk giver her et bud på favoritternes indbyrdes styrke netop nu.

Liverpool brød i sidste sæson fem års spansk dominans, da Jürgen Klopps tropper besejrede Tottenham i Champions League-finalen.

Men hvilken klub er favorit til at gå hele vejen i denne sæson? CLBOLD.dk bringer her sæsonens første Champions League-powerranking.

10. DORTMUND
Tottenham blev en overraskende finalist i sidste sæson, og Dortmund kunne være et bud på en overraskende finalist i denne sæson. Tyskerne så skræmmende ud i sidste efterår, men tabte herefter momentum. Dortmund har denne sommer hentet profiler som Mats Hummels og Thorgan Hazard.

9. TOTTENHAM
London-klubben overraskede i sidste sæson stort ved at nå hele vejen til finalen, efter flere legendariske comebacks undervejs i turneringen. Pochettinos tropper har dog fået en noget blandet start i Premier League, og formen ser ikke skræmmende ud i øjeblikket.

8. PSG
Franskmændene smed i foråret en 2-0-føring fra første opgør, da Manchester United vandt 3-1 i Paris. Den franske storklub har tendens til at få gummiben i Champions League. 

7. ATLÉTICO MADRID
Diego Simeone har sagt farvel til Antoine Griezmann, Diego Godin og flere andre profiler. Til gengæld har spanierne brugt knap en milliard kroner på stortalentet Joao Felix, som har set lovende ud indtil videre.

6. REAL MADRID
Den spanske storklub havde en helt igennem rædselsfuld sæson i sidste sæson, efter afskeden med Cristiano Ronaldo og Zinedine Zidane. Franskmanden er nu vendt tilbage, men Real Madrid ser stadig ud til at være langt fra tidligere tiders niveau. Spørgsmålet er, om Eden Hazard kan gøre en forskel på Bernabéu, efter belgierens skifte fra Chelsea.

5. BAYERN MÜNCHEN
Den tyske storklub havde en sæson et stykke under vanligt niveau i sidste sæson, i Niko Kovacs første sæson som cheftræner. Sydtyskerne fik dog overhalet Dortmund i foråret i mesterskabskampen. I Champions League blev det ikke til mere end en 1/8-finale. Bayern München har dog forstærket sig ganske fint denne sommer, både i defensiven og offensiven. Især skal det blive spændende at se, om Philippe Coutinho kan genfinde niveauet fra Liverpool-tiden. 

4. MANCHESTER CITY
Pep Guardiolas tropper har været fuldstændigt suveræne i Premier League i de seneste to sæsoner, hvor man har blæst modstanderne ud af banen. I Guardiolas tre sæsoner på Etihad Stadium er City dog ikke kommet længere end kvartfinalerne i Champions League. Manchester-klubbens spillere ser nogle gange ud til at spille med mere nervøsitet i de store europæiske kampe.

3. JUVENTUS
Den italienske storklub foretog sig sidste sommer et sensationelt indkøb ved at hente Cristiano Ronaldo i Real Madrid. Derfor var det ekstra skuffende, at Torino-klubben røg ud til Ajax i kvartfinalen. Juventus har denne sommer hentet Maurizio Sarri ind til trænerbænken, ligesom man har hentet spillere som Matthijs de Ligt og Aaron Ramsey. Italienerne må siges at være et oplagt bud på en finalist.

2. BARCELONA
Katalanerne har forstærket truppen med navne som Antoine Griezmann og Frenkie de Jong. Spillermaterialet ser således skræmmende ud. Problemet er, at den spanske storklub i de sidste to sæsoner har fået kæmpe gummiben i knockoutkampene, hvor man har smidt en 4-1-føring mod Roma og en 3-0-føring mod Liverpool.

1. LIVERPOOL
Jürgen Klopps tropper gik hele vejen i sidste sæson, da man slog Tottenham i finalen i Madrid. Det var anden sæson i træk, at Liverpool nåede finalen i Champions League. Merseyside-klubben ligner da også lige nu det bedste bud på en vinder i denne sæson. Klubben har den bedste defensiv, med Virgil van Dijk som styrmanden, og trioen i front er svær at stoppe. Og med Klopp som motivator er Liverpool et mandskab, der er utroligt svært at dæmme op for.