Video : Tipsbladet
Champions League

Real Madrid-profil: Kollektiv indsats skal lukke ned for Messi

Raphael Varane er helt sikker på, at man ikke kan behandle Messi som enhver anden, når Real Madrid møder Barcelona onsdag aften.

Barcelonas Lionel Messi er en af de spillere, som flest øjne vil være rettet mod, når catalanerne går på banen mod Real Madrid i aftenens El Clasico. Hos Madrid-mandskabet kommer forsvarsspilleren Raphael Varane nok også til at holde et vågent øje med Messi.

Det erkender han også i et interview med La Ligas twitter-profil.

Her slår han fast, at Messi ikke er en spiller, som man bare kan behandle som alle andre. Det kan nemlig hurtigt ende i en katastrofe, hvis man har den indstilling, forklarer franskmanden.

- Han er en speciel spiller, og man kan ikke forsvare sig mod ham som alle andre, siger han og fortsætter:

- Han har sine karakteristika, og han kræver stor fokus fra en - og man skal forsvare mod ham med alle sine holdkammerater. Det bliver en kollektiv indsats. Han skal have så lidt plads som overhovedet muligt, lyder det fra Raphael Varane.

Kampen mellem Barcelona og Real Madrid spilles klokken 20, og den sendes direkte på TV 2.