Champions League

Redknapp: Udvisningen slog os ud

Harry Redknapp giver Peter Crouchs røde kort skylden for nederlaget til Real Madrid.

Real Madrid på udebane var på forhånd en hård cocktail for Tottenham, og opgaven blev bestemt ikke nemmere af, at Peter Crouch blev vist ud efter blot et kvarters spil.

Og netop den situation blev afgørende i Spurs' 0-4-nederlag, mener manager, Harry Redknapp.

- Udvisningen slog os ud. Hvis man skal have et resultat mod Real Madrid skal man være 11 mand. Med ti mand blev opgaven umulig, sagde Harry Redknapp efter kampen til TV3+.

- Vi fik en elendig start på kampen. Aaron Lennon blev syg op til kampen, så vi måtte erstatte ham. Så kom vi bagud efter fem minutter, og ti minutter efter blev Peter Crouch udvist, lyder det fra Tottenham-manageren.

Han har nu ikke de store forventninger til returmødet på White Hart Lane.

- Vi må bare gøre det så godt, vi kan. Så må vi se, hvad det rækker til, sluttede Harry Redknapp.