Landshold

AGF-chok: Hjalte Bo færdig for sæsonen

Hjalte Bo Nørregaards skade er langt værre end først antaget og midtbaneprofilen kommer ikke i kamp foreløbigt for AGF

Historien gentager sig. Gennem tiden er listen af nye spillere, der har indledt deres karriere med at langtidsskadet blive skadet vokset.

Nu er AGF's seneste spiller Hjalte Bo Nørregaards navn også føjet til den liste. Midtbanespilleren, der blev hentet på en fri transfer i FC København blev skadet under en træningsøvelse i slutningen af februar, og nu viser skaden sig at være mere alvorlig end først antaget.

- Hjalte har pådraget sig en delvis bristning ved akillessenen. Han undgår en operation, men benet skal have ro. I første omgang betyder det, at han skal have en skinne på i fire uger, før han kan begynde at genoptræne, og vi forventer, at han vil være ude i op til et halvt år, siger speciallæge Bent Wulff Jakobsen fra Privathospitalet Hamlet og tilføjer.

- Hjalte var på vej i bedring fra en tilsvarende skade, da han kom til AGF, og han er nu blevet ramt af en følgeskade. Det er ikke ualmindeligt, at det sker, men det er selvfølgelig pokkers ærgerligt for Hjalte og AGF, slutter Bent Wulff Jakobsen

Tidligere har spillere som blandt andre Benny Feilhaber, Dan Thomassen, Nando Rafael, Mark Howard, Jonny Hansen, Tomasz Mazurkiewicz, Thomas Aho og Olof Pehrsson alle startet deres tid som nye spillere i AGF med at blive skadet for en længere periode. Værst gik det for svenske Olof Pehrsson, der aldrig nåede at få debut i AGF-trøjen på grund af skaden, der til sidst førte til karrierestop.

I 2005 arrangerede fangruppen Galehuset en seance med to åndemanere, der skulle uddrive spøgelser fra Århus Stadion i et forsøg på at slippe af med de mange skader. 148 spøgelser - de fleste tyske soldater fra 2. verdenskrig blev dengang uddrevet, men noget tyder på, at der er enkelte tilbage i og omkring AGF.