Landshold

Drillo: Vil have Danmark med til EM

Der var engang, hvor optakten til en landskamp mellem Danmark og Norge var præget af ondsindede drillerier. Nu ønsker "Drillo" Olsens tropper med til EM.

Norge har fået ni point i sine tre første kampe i EM-kvalifikationsgruppe H, mens Danmark har fået seks point i lige så mange kampe. Lørdag den 26. marts lægger Ullevaal så græs til historiens 87. landskamp mellem de to brodernationer.

Norge og Danmark stødte sidst sammen i kvalifikationen til EM i 2004, og forud for kampene var der heftige diskussioner om norske fjeldaber og primitivt norsk spil. Den debat gider Egil "Drillo" Olsen ikke tage op igen. Tværtimod. Han hylder Morten Olsen og håber, at Danmark kommer med til EM sammen med Norge.

- Morten Olsen og jeg ser lidt forskelligt på fodbold, men vores forhold er seriøst stille og roligt. Vi har truffet hinanden et par gange siden kampene inden EM i 2004, og vi har det godt sammen. Og så er Morten jo et pænt navn. Jeg har både en søn og en far, der hedder det, siger Egil "Drillo" Olsen til tipsbladet.dk med et grin og fortsætter:

- Al den snak om fjeldaber og had mellem vores to lande er medieskabt, og så sagde jeg vist noget grimt om Danmarks spil, da de vandt over Uruguay ved VM i 2002, og det har nok været med til at puste til ilden. Vi går ind til kampen mod Danmark for at vinde, men får jeg lov at vælge, så vil jeg helt sikkert hellere have Danmark med til EM end Portugal, siger den norske landstræner.

Morten Olsen udtog i går den danske trup til opgøret. Olsen havde 21 navne med i hatten, der ikke var fyldt med overraskelser. Egil "Drilo" Olsen var da heller ikke overrasket over nogen af de navne, som Olsen havde med. Og desuden understreger han, at hans mandskab koncentrerer sig langt mere om sig selv, end om Daniel Agger, Nicklas Bendtner, Christian Eriksen og co.

- Jeg har set de sidste fem kampe, Danmark har spillet, og der var derfor ikke noget i Danmarks trup, der overraskede mig. Danmark har leveret alt fra det gode til det middelmådige i de her fem kampe, og jeg har rigtig godt styr på deres hold. Lige så godt som de formentlig også har på os.

- Jeg har set jeres kamp mod England, hvor Christian Eriksen gjorde det godt, og han er en god spiller, men vi spiller altid i zoner - også på midtbanen. Derfor markerer vi aldrig nogen spillere, og det kommer vi heller ikke til på Ullevaal, forsikrer nordmanden.

Egil "Drillo" Olsen har selv udtaget 19 spillere til opgøret den 26. marts. Se truppen her.