Landshold

Mexico-holdet samles

DBU markerer 25-året for første VM-deltagelse og storsejren på 6-1 over Uruguay

Til sommer er det 25 år siden et dansk landshold for første gang deltog ved en VM-slutrunde, og jubilæet markeres af DBUs oldboysafdeling.

Det sker tilmed på selve årsdagen, 8. juni, for storsejren på 6-1 over Uruguay - højdepunktet for Mexico-eventyret og en af de mest mindeværdige kampe i dansk fodbolds historier. Historier bliver der rig lejlighed til at genfortælle for Preben Elkjær, Michael Laudrup, Frank Arnesen, Søren Lerby, Morten Olsen, Klaus Berggreen og de øvrige fra 86-holdet.

Centrum for jubilæumsarrangementet bliver landsholdets gamle hotel Marina i Vedbæk, men inden man sætter sig til bords på hotellet skal de gamle ben røres med en kamp sidst på eftermiddagen på holdets gamle træningsbane, Vedbæk stadion.