Landshold

Morten Olsen: En svær beslutning

Morten Olsen har tilbud på hånden og erkender, at han står overfor en svær beslutning.

-
Der har været henvendelser fra klubber. Det er klart, at mange klubber
i Europa ved, sådan er denne branche jo, hvilke trænere der står uden
job til sommer. Sådan er det jo også for spillernes vedkommende, det er
en lille branche, hvor alle kender alle, siger den danske landstræner,
der måske, måske ikke stopper efter VM i Sydafrika, til sporten.dk og
fortsætter:

- Jeg har endnu ikke taget en beslutning, om jeg vil
forlænge, der er ingen afklaring endnu. På et eller andet tidspunkt
kommer der en udmelding fra DBU, og mere siger vi ikke om den sag.
Ellers vil vi få det spørgsmål hver dag, når vi nu samles på mandag.