Landshold

Schøne: Slet ingen smerter

Lasse Schønes genoptræning går planmæssigt og smertefrit, og VM-drømmen lever i bedste velgående.

I august fik Lasse Schøne debut på landsholdet og scorede sågar et mål. I september kom han så til skade til træning, hvor et vrid i knæet betød overrevet ledbånd og beskadiget meniske. Det går dog fremad for Schøne.

- Det går rigtig fint og efter planen. Jeg regner med at være tilbage om to måneders tid. Altså sidst i marts. Jeg træner igen udenfor med løb og skudtræning, så det er fedt. Jeg har slet ingen smerter, siger Lasse Schøne til tipsbladet.dk.

Landsholdsdebuten gav løfter om en god karriere i nationaldragten, og gennembruddet kan komme allerede til sommer, hvis Schøne bliver klar til VM.

- Man håber jo hele tiden på at kunne komme med. Hvis jeg kommer tilbage sidst i marts, kan jeg nå en seks-otte kampe, og det skal der til, hvis jeg vil med. Morten Olsen siger, at første prioritet er, at jeg skal blive klar oven på skaden. Jeg er bestemt ikke ude af billedet, det sagde han til mig tidligt. Det er meget positivt at høre, så jeg har stadig fint mod, siger Lasse Schøne til tipsbladet.dk.

I mellemtiden har Morten Olsen givet chancen til flere spillere som Thomas Enevoldsen, Johan Absalonsen og Søren Rieks, så kampen om landsholdspladsen er intensiveret.

- Der er mange, som gør det godt, og når der er en, der ryger ud, står to-tre andre klar til at tage pladsen. Men konkurrence har aldrig skadet noget. Det er vilkårene i den her branche, lyder det fra den danske NEC Nijmegen-spiller.

23-årige Lasse Schøne startede karrieren i Lyngby, men skiftede allerede som 15-årig til Heerenveen. Siden har han været i hollandsk fodbold med ophold i De Grafschap og nu NEC Nijmegen.