Landshold

Spansk hyldest til Olsen, Bendtner og Poulsen

Danmarks kvalifikation til VM er heller ikke gået ubemærket hen i Spaniens Marca, hvor klummeskriveren hylder landstræner Morten Olsen, Nicklas Bendtner og matchvinder Jakob Poulsen.

Spanien er forlængst selv kvalificeret til VM, hvorfor pligtsejren på 2-1 ude over Armenien ikke tiltrak sig meget opmærksomhed i de spanske medier.

Klummeskriverne på sportsaviserne har derfor haft overskud til at kigge sig omkring og analysere begivenhederne i de andre kvalifikationsgrupper, og Marcas klummeskriver Axel Torres har blandt andet kastet sit blik på Danmarks sejr over Sverige, som jo altså skaffede Danmark til VM.

- Den nordiske batalje, det skandinaviske derby fyldte Parken med farve på en kold aften i København. Stilen var indfødt. Direkte, fysisk og brutal. De aggressive bestemte over de fikse, bortset fra Bendtner, skriver Axel Torres og fortsætter videre om Bendtner:

- Arsenal-angriberen føler sig så vigtig på det danske landshold. Uden et krævende kaviars-publikum, som censurerer ham fra hans første boldberøring, er han i stand til alt. Nogle gange forsøger han for meget. Han er individualist, men opfinder. Han giver fornemmelsen af fare på fære, dirigerer angrebene og giver den friskhed, som de andre offensive kræfter, som Tomasson, Rommedahl og Jørgensen ikke har. De folk skabte måske frygt tilbage i 2004, men er i dag forældede.

- Dette er Morten Olsens store fortjeneste: Med en så gammel garde, er det lykkes for ham at vinde en gruppe, hvor der både var Cristiano Ronaldos Portugal og Zlatan Ibrahimovics Sverige, lyder rosen til den danske landstræner.

Endelig finder Axel Torres også grund til at bemærke Jakob Poulsens indsats og skriver således om AGF'eren:

- Danmarks mål blev sat ind af en anonym helt: Jakob Poulsen, midtbanespiller fra Århus. Han fik sit internationale gennembrud i det bedste øjeblik. Hans giftige langskud sendte Portugal gennem porten til playoffs.