Bundesliga

Brasilianer vil have kontrakt med FCK

Offensivspilleren Edinho er kommet til klubben via tidligere FCK-træner.

Álvaro Santos kan ikke være nået ret langt ud af København, inden en ny brasilianer har gjort sin entré i FC København.
Med traditionel brasiliansk klang bliver den 20-årige spiller kaldt for Edinho, og han har nu prøvetrænet med de danske mestrer siden sidste uge.

- Jeg har trænet med en lille uge her i klubben – primært sammen med andetholdet, og jeg ved ikke, hvor længe jeg bliver, siger Edinho til Ekstra Bladet.

Edinho betegner sig selv som en offensiv midtbanespiller, og han har senest optrådt for den brasilianske storklub Flamengo. Kontakten til FC København er knyttet gennem et kendt ansigt på Peter Bangs Vej.

– Min agent er Keld Kristensen (tidligere træner i FCK, red.), og han har arrangeret et prøvetræningsophold her i København, siger Edinho.

Det er endnu ikke afgjort, om Edinho evner at spille sig til en kontrakt, men skal man analysere lidt på træner Ståle Solbakkens udtalelse, virker det yderst tvivlsomt.

- Han står ikke på spring til mit hold lige med det første, konstaterer Ståle Solbakken.