Bundesliga

Gravgaard så både sweeper, libero og mandsopdækker

Michael Gravgaard er spændt på, om finnerne kommer længere frem på banen i returkampen.

Forsvarsspilleren Michael Gravgaard gjorde det fire minutter inde i overtiden til 2-0 over finske MyPa i Champions League-kvalifikationen, men ellers kunne han det meste af kampe stå i FCK's bagkæde og se ned til en finsk forsvarsmur.

- De spiller næsten med sweeper, libero, mandsopdækker, og de kunne vist ikke gardere sig mere, end de gjorde. Det gjorde de også godt. Vi havde snakket om, at det ville blive en lang proces, hvor vi skulle være tålmodige og spille bolden rundt, så skulle vi nok komme til vores chancer. Vi vidste godt, at de ville overlade al initiativet til os, siger Gravgaard.

Returkampen spilles i Finland næste onsdag og bagud 0-2 kan finnerne ikke stille sig tilbage på samme måde.

- Det bliver spændende at se, om de kommer længere frem på banen, men ellers får vi lejlighed til at trille bolden rundt nede bagi, lyder det fra Gravgaard, der ikke længere mærker noget til den skade, der holdt ham ude i foråret.

Gravgaard spiller derfor formentlig også returkampen næste onsdag og skulle det ikke ende med avancement til tredje runde, vil Gravgaard ikke være glad.

- Jeg vil ikke bruge ordet fiasko, men jeg vil bruge ordet dyb skuffelse, siger Gravgaard.