Bundesliga

Kevin Stuhr: Jeg skal spille fra næste sæson

Den 23-årige Hertha-keeper Kevin Stuhr-Ellegaard vil være fast mand hos berlinerne fra næste sæson.

Den 196 centimeter høje Kevin Stuhr-Ellegaard kom i sommeren 2005 til Hertha Berlin på fri transfer fra Premier League-klubben Manchester City. Mens det i Manchester City blev til fire førsteholdskampe, har Kevin Stuhr-Ellegaard stadig ikke optrådt i en betydende kamp for Hertha Berlins Bundesligamandskab. Indtil videre er den unge dansker tilfreds med tilværelsen i den tyske hovedstad, men tålmodigheden varer kun sæsonen ud.

- Jeg skal spille fra næste sæson. Jeg er glad for at være her og har det rigtig godt. Men jeg er nødt til at tænke på mig selv, og jeg skal spille på førsteholdet, siger Kevin Stuhr-Ellegaard til forza.dk.

Hertha Berlins førstemålmand Christian Fiedler har stået over 200 ligakampe for den tyske hovedstadsklub, og Kevin Stuhr-Ellegaard regner ikke med at vippe Fiedler af pinden i denne sæson.

- Jeg tror ikke umiddelbart, de skifter målmand midt i sæsonen. Det skal være i vinter- eller sommerpausen, siger Kevin Stuhr-Ellegaard og tilføjer, at Fiedler har stået godt i denne sæson.

Kevin Stuhr-Ellegaard har i alt spillet seks betydende kampe for sine klubhold, siden han i 2002 skiftede fra Farum til Manchester City.