Bundesliga

Wieghorst roser midtbanespiller

Morten Wieghorst gjorde mini-status efter 1-0-sejren over Silkeborg.

Ved sin tiltrædelse i FC Nordsjælland gav Morten Wieghorst udtryk for, at han gerne ville have en erfaren midtbanemand til klubben. Det har han fortsat ikke fået, men til gengæld roser han nu en af de nuværende midtbanespillere Morten Karlsen.

- Jeg må rose Morten Karlsen stort for den måde, han er startet sæsonen. Han viser virkelig, at han har niveauet til at ligge centralt, siger Wieghorst om den tidligere Hollands-prof.

Søndag blev det 1-0 over Silkeborg, en modstander som man ellers tidligere har haft det svært med. Wieghorst mente, at kampen kunne være lukket tidligere, men følte ikke grund til at beklage sig over det. I stedet gjorde han en slags mini-status, som han kaldte det.

- Vi er glade for den start, vi har fået. Vi kan jo se, at der stadig er hold, der ikke har fået point, så jeg vil sige, vi har fået en solid start, siger Wieghorst.