EM

Drillo: Danmark er mere presset end os

Norges landstræner vurderer, at Danmark får svært ved at komme til EM, hvis Norge vinder på lørdag.

Der er lagt op til en stor kamp lørdag aften, når Norge og Danmark tørner sammen på Ullevaal i Oslo.

Der er vigtige point på spil i jagten på en billet til EM, og skulle Danmark tabe, ser det sort ud, vurderer den norske landstræner Egil "Drillo" Olsen.

- De er mere presset end os. Det ser meget skidt ud for dem med et nederlag, men det er ikke helt slut. De kan klare det uanset hvad, men er afhængige af at slå Island, Cypern, os i Parken og at få point med Portugal, siger "Drillo" ifølge Verdens Gang.

Den norske landstræner går efter at samle 18 point i EM-kvalifikationen, da det i hans øjne vil være nok til at komme til EM.

- Så bliver vi enten nummer et eller to, lyder det fra "Drillo".

Norge ligger lige nu nummer et i kvalifikationspulje H med ni point efter tre kampe. Danmark ligger nummer tre med seks point for tre kampe.