Generelle

AGF forlænger med Martin Jørgensen

Når AGF efter sommerferien igen er i Superligaen, er det fortsat med Martin Jørgensen på holdet. Han har i dag lagt et år til kontrakten med AGF.

Martin Jørgensen har i dag forlænget sin kontrakt med AGF, så den også gælder for hele næste sæson. Hans oprindelige kontrakt med AGF udløber til sommer, men den er altså nu blevet forlænget.

- Jeg havde lyst til at forlænge, og AGF havde lyst til forlænge med mig, så vi blev rimeligt hurtigt enige. Jeg føler stadig, at jeg kan være med, og at jeg er en vigtig del af holdet. Lysten og motivationen er der stadig, og når vi så samtidig har et godt hold, vinder de fleste af kampene og har gode chancer for at vende tilbage til Superligaen, er det altid lidt sjovere, siger Martin Jørgensen.

Brian Steen Nielsen og Martin Jørgensen har snakket forlængelse siden efteråret, og AGF's sportschef glæder sig over, at Martin Jørgensen nu også næste sæson optræder i den hvide trøje.

- Martin holder stadig et højt niveau og har været en af de bedste for os det seneste år. Hans gennemførte professionalisme, store erfaring og spillemæssige kvaliteter er med til at løfte de andre spillere, og uden for banen har han også en god indflydelse på truppen. Siden sin ankomst har han været en vigtig brik for os, og derfor er det også helt naturligt, at han fortsætter i klubben, siger Brian Steen Nielsen.

Martin Jørgensen debuterede for AGF i 1994. Han har spillet 122 kampe på klubbens førstehold. AGF forlængede den anden dag med en anden af klubbens kulturbærere, da Steffen Rasmussens kontrakt blev forlænget til 2014.