Video : Tipsbladet
Generelle

Barca-topfolk til Neymar: Pas på med at provokere PSG

I Barcelona er man bekymrede for, at Neymar kan finde på at kaste sig ud i en ugennemtænkt plan, der kan ende med at give bagslag.

Neymars mulige retur til Barcelona må siges at være en af de absolut største transfersagaer denne sommer, og nu forlyder det, at Barcelona har rådgivet brasilianeren om, hvordan han skal agere, hvis han vil tilbage til klubben.

Neymar er i øjeblikket i Brasilien, hvor han plejer en skade og følger med i det brasilianske landsholds kampe ved sommerens Copa America-slutrunde. 

Må væbne sig med tålmodighed
Og ifølge den spanske avis Sport var Neymars oprindelige plan at nægte at flyve tilbage til Paris, når den franske klubs sæsonforberedelser skal indledes.

Brasilianerens forhåbning var således, at forhandlingerne mellem Barcelona og Paris Saint-Germain kunne skride så hurtigt frem, at han allerede i næste uge kunne blive genforenet med sine gamle holdkammerater.

Der er dog op til nogle komplicerede forhandlinger, som kan trække ud i månedsvis.

Og derfor mener ledelsen i Barcelona, at Neymars plan med at udeblive fra Paris Saint-Germains sæsonopstart er en yderst tvivlsom idé. 

Risikabelt at provokere
Spanierne ser det således ikke som et taktisk klogt træk at provokere ledelsen i Paris Saint-Germain unødvendigt.

Barcelona vil således meget gerne undgå, at Neymar ender i samme situation som Adrien Rabiot, der ragede uklar med ledelsen i Paris Saint-Germain og herefter blev bænket i et halvt år.

I Barcelona håber man således, at Neymar vil opføre sig pænt, og i stedet vil komme med en høflig udmelding, hvor han udtrykker et ønske om at vende tilbage til Barcelona. I den spanske klub er opfattelsen, at en sådan mere respektfuld tilgang vil være mere frugtbar, hvis man skal overtale franskmændene til en handel.