Generelle

Barcelona vandt Champions League

I silende regn på Stade de France i Paris sikrede Barcelona sig for anden gang Champions League-trofæet med en sejr på 2-1 over Arsenal efter en kamp, hvor Arsenal måtte spille det meste af kampen med ti mand, da målmanden Jens Lehmann blev udvist i første halvleg.

London-klubben førte endda 1-0, før Samuel Eto'o og Beletti i det sidste kvarter vendte det truende nederlag til sejr.

Arsenal begyndte bedst mod et nervøst Barcelona-mandskab og allerede efter tre minutters spil kunne Thierry Henry have bragt Arsenal foran, da han helt fri foran mål sparkede lige på Barcelona-keeper Victor Valdes.

Lehmann udvist

Barcelona kom efterhånden også ind i kampen, der allerede efter 18 minutter tog en dramatisk vending. Ronaldinho spillede Samuel Eto'o fuldstændig fri, og Arsenals målmand Jens Lehmann så sig tvunget til på kanten af feltet at fælde Samuel Eto'o. Den norske dommer Terje Hauge havde mulighed for at lade fordelsregelen tælle, for Ludovic Giuly var hurtigt over bolden og sparkede den i mål.

Men Hauges fløjte havde lydt, så Barcelona måtte nøjes med frispark. Menl Lehmann fik rødt kort, så Arsenal var tvunget til at skifte midtbanespilleren Robert Pires ud for reservemålmanden Almunia. Efterfølgende pressede Barcelona Arsenal i bund uden at tilspille sig nogen chancer. Dertil var Barcelonas opspil for langsomt.

Otte minutter før pausen blev der så endelig scoret, da Arsenals Emmanuel Eboué filmede sig til et frispark i højre side. Det sparkede Thierry Henry ind foran mål, hvor forsvarsspilleren Sol Campbell uhindret kunne heade Arsenal foran.

Barcelona forsøgte at svare øjeblikkeligt igen, men an skulle hen til halvlegens overtid, før det blev farligt, da Eto'o sled sig fri og skød, men Almunia fik med en refleksredning sendt bolden på stolpen.

Larssons store aften

I anden halvleg fortsatte Barcelona med at presse på for en scoring, men Almunia klarede godt for sig på forsøg fra Deco, Eto'o, Ronaldinho og Iniesta. I den anden ende kunne både Thierry Henry og Fredrik Ljungberg have afgjort kampen definitivt til Arsenals fordel på nogle meget store kontrachancer.

Det blev imidlertid Barcelonas indskiftning af den svenske angriber Henrik Larsson og den brasilianske back Beletti, der afgjorde kampen.

Med 14 minutter igen snittede Larsson en aflevring med ydersiden af foden videre til Eto'o, der i fuldt løb sparkede bolden i mål til udligning, og fem minutter senere spillede Henrik Larsson med en tværaflevring Beletti fri, som tæt under mål fra en spids vinkel sparkede bolden gennem benene på Almunia.

Arsenal formåede ikke at svare igen, og Barcelona var tættere på 3-1, end Arsenal på udligning.

Det var anden gang FC Barcelona vandt turneringen. Sidst var i 1992.