Video : Tipsbladet
Generelle

Bayern-kaptajn i strid modvind: Totalt uacceptabelt

Manuel Neuer har bragt sig selv i problemer i Bayern München, efter at målmandens agent har kritiseret klubbens ambitioner.

Bayern München har denne sommer sagt farvel til profiler som Arjen Robben, Franck Ribery, Mats Hummels og James Rodriguez, mens man har hentet franskmændene Lucas Hernandez og Benjamin Pavard.

Og det er langt fra ambitiøst nok, mener klubbens anfører, Manuel Neuer.

- Han er drevet af succes. Mit indtryk er, at afstanden mellem Bayern og de fire bedste hold i England allerede er alvorlig, og at Bayern i øjeblikket ikke er tilstrækkeligt konkurrencedygtige til at leve op til Manuels ambitioner. Han ønsker ikke at gå på pension i 2021. Han er nu i den fase, hvor han er nødt til at beslutte sig. Hvad skal der ske i fremtiden? At underskrive en kontraktforlængelse og slutte karrieren i Bayern er selvsagt den åbenlyse løsning, men det er ikke den eneste mulige løsning, lyder det ifølge Süddeutsche Zeitung fra Neuers agent, Thomas Kroth.

Totalt uacceptabelt
Bayern München-legenden Lothar Matthäus mener dog, at klubkaptajnen skal tage sig sammen.

- Hans opførsel er totalt uacceptabel. Som Bayern-kaptajn burde han tale med klubben, hvis han har et problem med indkøbene. Døren til ledelsen er altid åben, lyder det ifølge Bild fra Matthäus.

Manuel Neuer har spillet i Bayern München siden skiftet fra Schalke 04 i 2011, og målmanden har to år tilbage af sin kontrakt med Bayern München.