Generelle

Beckham tjener 37 gange mere end Jimmy N.

Jimmy Nielsen bliver en af de mest løntunge spillere i hans nye klub, Kansas City Wizards. Alligevel er der langt, meget langt op til David Beckham.

Når Jimmy Nielsen i den kommende sæson tørner ud for sin nye klub, Kansas City Wizards, bliver han med al sandsynlighed en af de syv-otte mest løntunge spillere i MLS-klubben.

Ifølge hans nye træner, Peter Vermes, kommer Nielsen til at tjene en smule mindre end hans forgænger i Wizards-målet, Kevin Hartman. Han kunne sidste år se 165.000 dollars (875.000 kr.) gå ind på lønkontoen. Dermed kan Jimmy Nielsen se frem til en løn i omegnen af 800.000 kroner. Det placerer ham blandt de syv-otte bedst lønnede spillere i klubben.

Til sammenligning tjener den bedst betalte spiller i MLS, David Beckham, 5,5 mio. dollars (30 mio. kr.). 37,5 gange mere end Jimmy Nielsen.

Spilleren med den højeste løn hos Kansas City Wizards er i øvrigt midtbanespilleren Davy Arnaud. Han hæver hvert år 220.000 dollars (1,2 mio. kr.).