Generelle

Brøndby-spiller sender Danmark videre

Jens Stryger Larsen viste vejen med to mål, da U/19-landsholdet med en klar 3-0-sejr over Azerbaijan spillede sig videre i EM-turneringen

Det danske U/19-landshold stod for presset og klarede sig i Israel videre i EM-turneringen med en klar sejr på 3-0 i den sidste kamp over Azerbaijan, der meget overraskende havde vundet de første to kampe over Israel og Polen.

Danskerne åbnede gruppen med et nederlag til polakkerne, og reddede først i sidste minut en 1-0-sejr over Israel, så der var liv i håbet før den sidste kamp i gruppen. Her vidste man, at en sejr med to overskydende mål ville være nok, uanset hvordan det gik mellem Polen og Israel i den anden kamp.

Per Andersens mandskab tog teten fra start, og Brøndbys Jens Stryger Larsen bragte Danmark foran, da han sikkert udnyttede et straffespark i det 27. minut. 12 minutter senere huggede han bolden i kassen til 2-0 fra kanten af feltet.

I 2. halvleg blev Azerbaijan reduceret til 10 mand efter et direkte rødt kort. Jens Stryger Larsen var tæt på igen med en afslutning, der tog overliggeren, men 11 minutter før tid bragte ABs Nicolai Jørgensen ro i den danske lejr med scoring til 3-0.

Havde Azerbaijan fået reduceret til 1-2, samtidig med at Polen slog Israel, ville den danske sejr ikke have været nok. Så var polakkerne gået videre sammen med Azerbaijan.

Nu er Danmark klar til forårets Elite Round og undgik således at lide samme skæbne som U/17-landsholdet, der for nogle uger siden blev sendt ud af EM-turneringen i Montenegro.

Den anden kamp i Danmarks pulje mellem Israel og Polen endte 1-1, og dermed er Danmark vinder af puljen foran Azerbaijan, der følger med til eliterunden fra andenpladsen.