Generelle

Brøndbys sølvsmede, Hårtørreren Alex, Pierre Bengtsson, Kakas mareridt og Chelsea-optakt

Tipsbladet er på gaden med en analyse af Brøndbys medaljekandidatur, vi tager en stor snak med den nye FCK-back Pierre Bengtsson om hans skifte fra FC Nordsjælland til FC København, og så efterforsker vi Alex Fergusons notoriske hårtørrer.

TIPSBLADET UPDATE ER PÅ GADEN TIRSDAG 15. MARTS MED BL.A. FØLGENDE HISTORIER:

Bend it like Bengtsson: Et klubskifte kan sagtens rykke en person op med rode, men Pierre Bengtsson skulle bare flytte en sportstaske 100 meter og skifte bord i spisesalen, så var han flyttet fra bundkamp i Farum til Champions League-ambitioner med FC København. På onsdag gælder det Chelsea på Stamford Bridge, og det er stort, men for den svenske back havde Old Trafford i Manchester været endnu større.

Brøndbys sølvsmede: Brøndby vil med aggressivitet, fløjspil og ikke mindst omstillinger forsøge at hente sølvet til Vestegnen. Men den unge trup, det til tider forkrampede opspil og de elendige dødbolde kan kvæle mulighederne.

Championship-update: Historier, fakta, detaljer og overblik fra Englands næstbedste række.

Smagsdommerne: Niclas Jensen, Sebastian Dorset og Allan Gaarde går i kødet på Superligaens aktuelle begivenheder.

Hårtørreren: Var det et adrenalindrevet raseri eller kalkuleret mediehåndtering, da Alex Ferguson for nylig rasede over dommer Martin Atkinson, der havde uheldige kendelser i Chelseas 2-1 sejr over Fergusons mandskab? Hvis nogen kan styre stemningen i og omkring Manchester United er det Alex Ferguson, mener en tidligere spiller, der ikke er så bekymret for de sportslige præstationer forud for Marseille-kampen, som andre er.

Kaka en færdig mand?: Brasilianeren skulle have markeret en ny gylden epoke for Real Madrid sammen med Cristiano Ronaldo, men har kun spillet 36 procent af tiden siden sit skifte fra Milan i 2009. De stadig hyppigere forekommende skader er dog kun en del af forklaringen på, hvorfor Kaká aldrig er slået igennem og sandsynligvis er fortid på Bernabéu til sommer.

Et studie i chok: Historien er fuld af eksempler på storklubber, der troede, at de pr. automatik var klar til næste runde, men lærte lektien på den hårde måde. FCK kan overraske mod Chelsea.