Generelle

Danmark er chanceløs mod Norge...

... Sådan ser det i hvert fald ud, hvis man skal tro den seneste verdensrangsliste. Men virkeligheden er forhåbentlig en lidt anden.

Om præcis 17 dage fløjtes den mest imødesete landskamp længe set igang på Ullavaal i Oslo. Det norske landshold - under ledelse af Egil "Drillo" Olsen - tager imod Morten Olsens danske landshold, men danskerne kan lige så godt smide sig på maven og give nordmændene sejren allerede nu. I hvert fald, hvis man skal tage den nyeste verdensrangliste for pålydende.

Her soler Norge sig i toppen med en 11. plads. Med samme pointantal som Italien, og foran store fodboldnationer som Rusland og Frankrig. Og Danmark? Ja, danskerne er at finde noget længere tilbage på listen. På en lidet flatterende 28. plads. To pladser bag lilleputnationen Montenegro.

Så er der overhovedet nogen grund til at stille op til dans den 26. marts klokken 20? Ja, mon ikke Morten Olsen trods alt har et trick eller to i ærmet...

Verdensranglisten toppes i øvrigt fortsat af Spanien foran Holland og Tyskland. Argentina og Brasilien har byttet plads, så Lionel Messis mandskab nu indtager fjerdepladsen, mens brasserne er nummer fem.