• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:
Generelle Anders Dehn

Eksklusivt interview: Måtte drikke urin og flygte for sit liv i Dubai

Eksklusivt interview: Måtte drikke urin og flygte for sit liv i Dubai
Foto: Getty Images

Tipsbladet.dk har talt med en af de millioner af migrantarbejdere, som lever og arbejder under slavelignende forhold i De Forenede Arabiske Emirater, hvor FC København, FC Midtjylland og Brøndby IF henlagde årets træningslejre. Her fortæller Marina Sarno, hvordan hun fik to-tre timers søvn i døgnet, var fanget i et hus i ni måneder og måtte flygte for sit liv.

Af Anders Dehn

Marina Sarno har gennem det meste af interviewet smågrinet forlegent, når hun har gengivet sin historie. Selv når det har handlet om 22 timers arbejdsdage, da hun blev tvunget til at drikke sin eget urin, eller da hun var klar til at slå ihjel.

Men nu fortæller hun om gensynet med sin mand. Efter ni måneder i De Forenede Arabiske Emirater var hun endelig kommet hjem til Filippinerne, og hendes mand modtog hende i lufthavnen. Hun havde dårligt nok fået vådt eller tørt i en uge, og hun havde ikke fået de penge med hjem, som hun havde krav på.

Læs også: Danske klubbers penge ender i hænderne på formodede krigsforbrydere

- Da jeg ankom til Filippinerne, gav jeg min mand et kram og sagde: "Det her det eneste, jeg har med hjem til dig: kram og kys. For jeg har ingen penge til at købe et stykke chokolade." Og så græd og græd jeg. Min mand sagde: "Ikke noget problem. Det vigtigste er, at du er kommet hjem i live", og så begyndte han også at græde.

For første gang under interviewet griner Marina Sarno ikke, mens hun fortæller. I stedet tørrer hun sig under de blanke øjne.

Læs også: Superliga-klubber svarer på Dubai-kritik: Det gør indtryk på os

Udbredt misbrug
Det er umuligt at sætte et præcis antal på, hvor mange der kan genfortælle samme slags historie som 38-årige Marina Sarno, men de skal formentlig tælles i millioner. Der er ifølge organisationen Asian Migrant Centre lige over otte millioner migranter i De Forenede Arabiske Emirater, langt de fleste fra fattige lande i Asien og Afrika. Filippinere udgør 555.000 arbejdere.

Tipsbladet.dk er kommet i kontakt med Marina Sarno via hjælpeorganisationen Migrante International, som hjalp hende med at komme hjem, og som fortæller, at stort set alle dens medlemmer rapporterer manglende eller ingen løn, fratagne pas eller andre former for mishandling.

Læs også: Ekspert om Dubai: Det er som statskontrolleret menneskehandel

Migranterne arbejder typisk i lavtlønnede jobs med manuelt arbejde: rengøring, byggebranchen, husarbejde eller som groundsmen på fodboldbaner, som Jakob Poulsen nævnte som en del af tipsbladet.dk's serie af artikler om forholdene i Dubai, hvor FC København, FC Midtjylland og Brøndby IF var på træningslejr.

Marina Sarnos historie er lige så lidt enestående, som den er behagelig.

Læs også: FC Midtjylland-profil: Jeg vil snakke med ledelsen om Dubai-tur

- Man formoder, at det er meget udbredt. Misbruget, de bliver udsat for, varierer måske fra mildt til meget, meget alvorligt, men systemet af kontrol og årsagerne til, at det system er der, er ret udbredte, siger Nicholas McGeehan, der er selvstændig analytiker og forsker med fokus på menneskerettigheder i Den Persiske Golf.

Katten døde
Marina Sarno er uddannet jordemoder, og da hun lod sig hverve af et agentur hjemme I Filippinerne, fik hun at vide, at hun også i De Foredede Arabiske Emirater ville få et lignende job på et hospital. Det var først, da hun stod i lufthavnen i Abu Dhabi, at hun fik at vide, at hun skulle arbejde som domestic worker, en slags blanding mellem au pair og tjenestepige.

På en grynet Skype-forbindelse fra sit hjemland fortæller hun, at hun fik arbejde hos en en familie med far, mor og to børn. Faderen var admiral i den emiratiske flåde. Marina Sarno stod typisk op klokken fire eller fem om morgenen, og så gik dagen ellers med at vække børnene, lave morgenmad, gøre rent, lave frokost, vasketøj, lave aftensmad, undervise børnene i engelsk og andet husligt arbejde. Klokken to om natten var hun klar til at gå i seng.

- Jeg arbejdede non-stop og sov kun to-tre timer, fortæller hun.

Også når familien eksempelvis tog på indkøb eller besøgte andre, blev hun i huset og passede sine pligter. Der var ikke plads til venner og bekendte i det fremmede land.

- Min arbejdsgiver tillod ikke, at jeg talte med nogen. Jeg var låst inde i huset. Når de tog i shoppingcentret eller ud til deres venner, var jeg alene i huset, og de låste døren. Jeg blev i huset alene. Som et fængsel.

Sådan blev det ved i et halvt år, før Marina Sarno begyndte at få det dårligt. Fik smerter i hænder og ben. Hun bad om at blive kørte på sygehuset, men det ville familiens mor ikke høre tale om. Det var for dyrt. I stedet ville hun have 100 dirham, godt 180 kroner, og så skulle hun nok køre forbi apoteket og købe noget medicin.

Det hjalp. For en tid.

- Jeg tog medicinen, men mit arbejde fortsatte, så jeg fik det dårligt i den ene halvdel af min krop. Jeg blev lammet, så jeg kunne ikke arbejde, men min madam blev meget vred på mig. Hun sagde: "Jeg har allerede købt dig. Jeg betaler mange penge til dit agentur, og du kommer her for at arbejde, ikke for at sidde ned eller sove”, siger Marina Sarno.

Den filippinske husarbejder hverken kunne eller ville arbejde mere, og hun insisterede ifølge eget udsagn på at komme på sygehuset, men fruen i huset sagde nej. I stedet købte hun på ny medicin og forlangte, at Marina Sarno skulle tage den, mens hun så på.

Igen nægtede Marina Sarno.

- Jeg gik ud i køkkenet og kom medicinen i et lille stykke brød og gav det til katten. Efter fem minutter var katten død. Det var giftigt, siger hun.

- Da katten begyndte at skrige, kaldte jeg min madam en løgner, men hun sagde: "Filippinere er meget dumme. Medicinen er ikke til dyr, den er til mennesker."

Lange udsigter til menneskerettigheder
Besøger man De Forenede Arabiske Emirater, kan man ikke undgå at komme i berøring med noget, der er forbundet til krænkede menneskerettigheder. Sådan udlagde Minky Worden fra Human Rights Watch det over for tipsbladet.dk for et par uger siden, da hun talte om forholdene for migrantarbejderne i landet. For alle hoteller og fodboldanlæg er bygget af migranter, og det er migranter, der er ansat til at gøre rent på værelserne eller passer banerne.

Dermed er danske fodboldhold, der rejser på træningslejr i Dubai - Brøndby kom hjem i sidste uge, mens FC København og FC Midtjylland rejser hjem i dag-  også med til at opretholde det system, som migrantarbejderne indgår i, sagde Lars Erslev Andersen, der er seniorforsker hos Dansk Institut for Internationale Studier.

- De her firmaer eller emirfamilie er med til at opretholde et ganske bestemt regime, som på en lang række punkter kan kritiseres, når vi taler om menneskerettigheder, om arbejdsforhold, behandlingen af migranter. I og med man bruger deres faciliteter, vil kritikken jo gå på, at man er med til at fastholde den måde at forvalte politikken på, sagde Erslev Andersen.

Nicholas McGeehan supplerer:

- Jeg er helt enig. Hele landet er understøttet af den her arbejdsstyrke. Landet ville ophøre med at fungere øjeblikkeligt, hvis de arbejdere ikke gik på arbejde. De holder alt kørende. Alle ufaglærte og delvist faglærte jobs udføres af migrantarbejdere. De arbejder alle under det her misbrugende system. Hver evig eneste, siger han.

En uge alene i bederummet
I den familie, som Marina Sarno arbejdede for, var manden overhovedet. Så da hans hustru ikke kunne få deres filippinske husholderske til at makke ret, ringede hun til sin mand. Han var ifølge Marina Sarno meget streng, så hun var bange for, hvad han kunne finde på.

Marina Sarno sagde, at hun havde en familie derhjemme, der ville sørge for at finde ud af, hvad der var sket, hvis han gjorde hende fortræd. Det lod han sig ikke mærke af.

- Du er en filippinsk idiot. Jeg betaler for, at du holder mund. Du har ikke noget at skulle have sagt, sagde han ifølge Marina Sarno.

I løbet af den ophedede diskussion hentede flådeadmiralen en kølle-lignende genstand, og Marina Sarno flygtede ind i husets bederum, hvor hun låste døren indefra. Det samme gjorde admiralen udefra, så hun blev fanget derinde. Uden mad eller vand, uden el og med slukket aircondition. Hun havde ikke engang sin mobiltelefon med, så hun kunne skrive hjem eller ringe efter hjælp.

Som dagene gik, greb desperationen hende. Menneskekroppen kan, alt afhængig af temperaturen, klare sig op til en uge uden væske. Marina Sarno tyede til den eneste form for væske, hun havde adgang til.

- Jeg fik kun min egen urin at drikke, men efter en uge havde jeg ingen urin tilbage, for jeg havde ingen vand at drikke. Jeg skyllede ud i toilettet og drak af toilettet. Jeg vidste, at det var meget beskidt, men jeg havde ikke noget valg. Mine læber var allerede begyndt at sprække, fortæller hun.

Sådan gik syv dage alene i bederummet uden hverken vådt eller tørt. Marina Sarnos redning blev et stykke ståltråd, som hun fandt. Med den nørklede, dirkede og baksede hun med i låsen i en times tid, indtil den til sidst gik op. Da var klokken omkring midnat, så resten af huset sov.

I natmørket kravlede Marina Sarno af sted, tog en stige med sig og havde retning mod den mur, der omkransede huset. Men der var højt op, Marina Sarno skyder på 15 fod, godt 4,5 meter, så da hun nåede op på toppen, undlod hun at hoppe ned.

I stedet gik hun tilbage ind i huset, hvor familien stadig lå og sov. Der fandt hun pen og papir, skrev et nødråb, stoppede papirlappen ind i en kartoffel sammen med 20 dirham (35 kroner) og smed den over muren ind til naboen.

Moderne slaveri
Når man læser rapporter og hører mere eller mindre kloge mennesker udtale sig om forholdene for migrantarbejdere i De Forenede Arabiske Emirater og en række andre lande i Den Persiske Golf, går ordet “slaveri” somme tider igen. Nicholas McGeehan synes, det nogle gange bliver brugt for ofte, for det udvander betydningen. Men hvad angår domestic workers som Marina Sarno, er det derimod en ganske nøjagtig gengivelse af deres liv.

Hvis nogen kender slaveri, når de ser det, må det være Nicholas McGeehan. Han skrev trods alt ph.d. om slaveri i international lovgivning.

Han har både stiftet og drevet en hjælpeorganisation med fokus på menneskerettigheder og været Human Rights Watchs mand i Bahrain, Qatar og De Forenede Arabiske Emirater. Han har talt med talrige migrantarbejdere, og selv om ikke alle udsættes for lige så grov mishandling som Marina Sarno, fortæller mange af dem lignende historier.

- Jeg var på den filippinske ambassade i Abu Dhabi (landets hovedstad, red.), som havde et område bagerst i ambassaden med over 100 kvinder, som var der, fordi de ikke havde andre steder at tage hen. De fortalte den slags historier, som du beskriver. Det antyder, at det her et et stort problem. Det er ikke exceptionelle sager. Man kan ikke sætte procentdel på, men det er ret almindeligt, siger han.

Ifølge McGeehan handler mishandlingen ikke om kroner og ører - eller dirham og fils. Dem, der har råd til en husarbejder som Marina Sarno, er alligevel velhavende mennesker, så de har ikke megen glæde af lidt penge fra eller til.

I stedet gælder det om at hævde sig.

- Det handler om at demonstrere deres overlegenhed over de underlegne arbejdere, slaverne. Det er det, det handler om. Det handler ikke om at snyde dem for penge, men om at vise, at de er herrerne, siger Nicholas McGeehan.

Klar til at slå ihjel
Det var naboens indonesiske husholderske, der fandt Marina Sarnos kartoffel. Hun ringede til Sarnos mand, hvis nummer stod på sedlen. Han gik til myndighederne og det agentur, der havde sendt hans hustru af sted, men kom ingen vegne. Så prøvede han Migrante International, som hjælper filippinske arbejdstagere i udlandet.

Organisationen lykkedes med at lægge så meget pres på de lokale myndigheder i De Forenede Arabiske Emirater og agenturet, at de kontaktede Marina Sarnos arbejdsgiver. Husarbejderen var søgt ind i bederummets relative tryghed igen, og klokken 21, næsten et døgn efter hun ellers var sluppet ud, bankede det på døren.

Flådeadmiralen ville have hende til at tale i telefon med agenturet. Hun gjorde det klart, at hun bare ville sendes hjem til Filippinerne igen, og efter agenturet havde talt med familiens far, indvilligede han i at køre Marina Sarno hen til agenturets kontor. Men inden hun satte sig i bilen, tog hun sine forholdsregler.

- Jeg tog en kniv i køkkenet og rullede den ind i et stykke tøj. Så gik jeg ud i bilen. Jeg tænkte: “Hvis de tager mig med i ørkenen, slår jeg min madam ihjel”, for jeg sad bag ved hende, siger Marina Sarno med et lille, forlegent grin.

Menneskehandel i paladset
Mishandling af mennesker er ikke kun noget, der finder sted i private hjem og på byggepladser rundt om i De Forenede Arabiske Emirater (og Qatar, Saudi-Arabien, Bahrain og så videre). Det er også noget, som landets mest magtfulde mennesker tager del i.

I 2017 blev otte medlemmer af al-Nahyan-familien, hvis overhoved er præsident i De Forenede Arabiske Emirater, dømt for menneskehandel ved en domstol i Belgien. En af familiens tjenestefolk lykkedes tilbage i 2008 at undslippe hotellet, hvor de boede, og gå til politiet.

Året forinden var emiren i Dubai og blandt andre kronprins Hamdan, som ejer flere af de faciliteter, som danske klubber bruger på deres aktuelle træningslejr, blevet tiltalt for slaveri ved en domstol i USA. Emiratets magtelite havde ifølge anklagen taget små drengebørn fra deres familier i lande som Bangladesh og Pakistan for at træne dem som jockeys til deres kamel-ræs. Der faldt dog aldrig dom i sagen, fordi retten fandt, at den ingen jurisdiktion havde.

- Man kan forbinde den historie, du fortæller, direkte til det, der sker med dem, der styrer De Forenede Arabiske Emirater. Det er noget, der foregår i kongefamiliens palads. I den forstand er deres tolerance for det og måden, hvorpå de lader det fortsætte, formentlig den primære grund til, at det stadig forekommer, siger Nicholas McGeehan.

Ingen penge at få
Det var sent på aftenen, inden Marina Sarno kom ind på agenturets kontor, hvor de tog hende med op på tredje sal, placerede hende i et lokale - og låste døren. Der var ingen mad, men dog noget vand, fortæller hun.

Hendes fly hjem til Filippinerne ville afgå klokken 5 den følgende morgen, men de skulle lige ordne noget papirarbejde først.

- De skrev de et dokument, hvor der stod, at jeg ikke havde haft nogen problemer med min arbejdsgiver og mit agentur, og at jeg fraskrev mig retten til at klage over dem. Det var kun mit eget ønske at komme tilbage til Filippinerne, stod der. Jeg skrev under mod min vilje, for det var den eneste måde, de ville give mig billetterne på, fortæller Marina Sarno.

Efter ni måneder i de Forenede Arabiske Emirater vendte Marina Sarno omsider hjem til Filippinerne og sin mand. Der var stadig 15 måneder tilbage af hendes oprindelige kontrakt, men det var hun ligeglad med.

I dag arbejder hun frivilligt i Migrante International, så hun kan hjælpe sine landsmænd og kollegaer i udlandet. Og selv om hun fraskrev sig retten til at klage, klagede hun alligevel. I sidste ende fik hun rettens ord for, at hun var blevet mishandlet, men ikke ret meget mere end det.

- I første instans vandt jeg ikke, men vi appellerede sagen, som jeg vandt. Min jeg fik ingen penge, fordi mit agentur allerede var lukket. Så der var ingen penge at få.

Læs hele tipsbladet.dk's serie om forholdene i Dubai og de tre danske klubbers træningslejre her.

---------------------------

Se masser af Europa League med Tottenham, Arsenal, AC Milan og Nice med Kasper Dolberg til spotpris på Dplay. SE MERE HER.

Superliga

Optakt: Randers FC - SønderjyskE

Efter skuffelsen mod FC Nordsjælland skal Randers FC forsøge at rejse sig mod SønderjyskE, der er startet sæsonen for...

Mere Superliga

Fokus