Generelle

Engelske U/21-bank til Danmark

Den danske U/21-landshold tabte torsdag aften 0-4 til Englands ditto.

Det danske U/21-landshold blev fuldstændig overmatchet af et engelsk mandskab med et hav af Premier League-profiler på banen torsdag aften på Viborg Stadion.

Spillere som Anders Christiansen, Nicolai Jørgensen og Kasper Povlsen kunne ikke stille meget op imod stjerner som Micah Richards, Daniel Sturridge og Danny Welbeck. Efter 90 minutter kunne danskerne spejde op mod måltavlen og se fire engelske scoringer mod nul danske.

Det var dog først efter pausen, det gik galt. I 1. halvleg scorede englænderne blot en enkelt gang, da Sunderland-stjernen, Danny Welbeck, gjorde det til 1-0.

I 2. halvleg kom danskerne fint fra land, men så skruede gæsterne ellers bissen på og scorede tre gange i løbet af et kvarter. Den tidligere Chelsea-spiller, Scott Sinclair, udnyttede en fejl fra Jonas Lössl og gjorde det til 2-0, Daniel Sturridge øgede til 3-0 fire minutter senere, og efter 72 minutters spil lukkede og slukkede Jordan Henderson med scoringen til 4-0.

Heldigvis har de danske drenge endnu et par måneder til at finde formen, inden det går løs med U/21-EM på hjemmebane.