Generelle

Esben Hansen ser mod udlandet

OBs midtbanedynamo parat til skifte, men også glad for bronzeholdets fremtidsperspektiv

Esben Hansen runder de 25 år til august og har spillet fire år i OB. Tiden er ved at være moden til at prøve springet til udlandet. Midtbanespilleren kan også se tilbage på et udmærket forår med klubben - og karrierens første medaljer.

"Det er da en fin position at gå til sommerferie med: At se frem til at spille på et hold, der hele tiden udvikler sig og med et par forstærkninger kan blive i toppen af SAS Ligaen. Eller en fremtid i udlandet, helst England eller Tyskland", siger Esben Hansen.

Du er på vej til udlandet?

"Jeg vil sige det på den måde, at min agent og jeg kigger på markedet. Hvis muligheden dukker op, vil jeg høre godt efter. Jeg befinder mig lige nu på et sted i min karriere, hvor det ikke er unaturligt at tænke på udlandet", siger midtbane-dynamoen, der har to år tilbage af sin kontrakt med OB.

Den tidligere U/21-landsholdsspiller har været nævnt i forbindelse med den tyske klub Mainz, men nægter kendskab til sagen. Hans agent Ivan Marko Benes holder dog et åbent øje med England og Tyskland.

"I Tyskland går jeg alene efter Bundesligaen, mens jeg med hensyn til England ikke er helt så kræsen", siger Hansen, der er vidende om at OB på hans vegne tidligere har takket nej til et udenlandsk tilbud.

"Jeg har ingen klausul i min kontrakt, der løber endnu to år, så jeg kan ikke selv bestemme hvordan min klubmæssige fremtid skal tegne sig", tilstår Esben Hansen.

Efter OBs eliminering fra Viasat Cup (1-2 mod FC Nordsjælland) og mandagens hjemsendelse til næsten en måneds sommerferie bliver der god tid til at lade op. OBerne samles først til træning igen 21. juni og får en halv snes dages træning i benene op til de Toto Cup-kampe, der i bedste fald kan føre til UEFA Cup-deltagelse.

"Så lang en sommerferie har jeg ikke haft i årevis, men den er tiltrængt. Viasat Cup var lidt svær at hidse sig op til. Nu tager nogle dage herhjemme og rejser senere sydpå. Med mobilen åben", fortæller Esben Hansen.