Generelle

Hooligans tog et lig med til fodbold

Colombianske hooligans fra topklubben Cucuta Deportivo smuglede et lig af en 17-årig kammerat med ind til fodbold.

Hooligans fra den colombianske topklub Cucuta Deportivo har sat nye standarder for, hvad der er blevet smuglet med ind på et fodboldstadion.

En af gruppens venner - den 17-årige Cristopher Jacome - var tidligere i weekenden blevet skudt i en park, mens han spillede fodbold. Vennerne fra hooligan-gruppen ville som den sidste gestus til deres dræbte ven give ham en sidste tur på det store General Santander Stadium med plads til 45.000 tilskuere.

Hvordan det er lykkedes at smugle et lig i en kiste forbi kontrollørerne på stadion, må være et af de helt store spørgsmål.

- Denne beklagelige hændelse skete søndag, da en gruppe hooligans lykkedes med at snyde sikkerhedsfolkene og få liget af den unge Cristopher Jacome med ind på stadion, siger den lokale politimand Alvaro Pico ifølge AFP til Colombia Reports.

Hverken hooligan-gruppen med navnet 'Barra del Indio', afdøde Cristopher Jacome eller Cucuta Deportivo fik en sejr, da kampen mod Envigado sluttede 1-1.