Generelle

I går en drukkenbolt - i dag en stjerne

I går kritiserede Fabio Capello Andy Carroll for hans lidt for store trang til våde varer. Men i dag er der ros fra italieneren til angriberen.

At en manager kritiserer en af sine spillere, er ikke noget særsyn, men alligevel vakte det en del opsigt, da Englands landstræner, Fabio Capello, i går offentligt fortalte om sin utilfredshed med Andy Carrolls lidt for store forbrug af alkohol.

Men i dag er der kommet andre boller på suppen. Liverpool-angriberen scorede englændernes enlige mål i tirsdagens 1-1-kamp mod Ghana og spillede generelt en god kamp. Og det har fået Capello til at skifte boldbane.

- Det er vigtigt for en angriber at score mål. Han var i dag den samme spiller som før sin skade. Han løb en masse, men han har brug for flere kampe. Men han er en stor person, så det er umuligt for ham at komme sig ligeså hurtigt som som f.eks. Jack Wilshire og Aaron Lennon, siger Fabio Capello ifølge engelske medier.

England måtte noget skuffende nøjes med 1-1 i hjemmekampen mod Ghana, men alligevel var italieneren fint tilfreds.

- Jeg er meget glad, for det var en fantastisk kamp. Det virkede ikke som en venskabskamp. Hver eneste tackling var en fight. Spillerne gjorde det rigtig godt, og også de nye kom godt ind på holdet, konstaterer Fabio Capello.