Generelle

Ibrahimovic har sagt ja til Milan

Ifølge La Gazetta dello Sport har Zlatans agent accepteret Milans udspil på spillerens vegne.

Hvis det sædvanligvis velunderettede italienske dagblad La Gazetta dello Sport har ret i sine formodninger, så var Zlatan Ibrahimovic' agent Mino Raiola i går aftes til middag med Milans forhandlere.

Mellem skålene i rødvin skulle Mino Raiola på sin klients vegne have accepteret et kontraktudspil fra Milan, så Ibrahimovic bliver Milan-spiller fra næste sæson. Hvis Juventus altså vil sælge.

Juventus spiller næste sæson i Serie B som følge af calciopoli-skandalen, men har allerede sikret sig offensiv forstærkning i form af bulgaren Valeri Bojinov og måske Livornos Cristiano Lucarelli.

Derfor kan Den Gamle Dame måske være fristet af at lade Zlatan, der havde en elendig sæson 05-06, gå til Milan for et stort millionbeløb.

Milan mangler stadig en erstatning for Andrei Shevchenko og ser svenskeren som en mulighed.