Generelle

Kan Non League-City tæve United?

Lørdag møder lilleputterne fra Crawley Town Manchester United i FA Cuppen. Her er et portræt ak klubben, der går under kælenavnet De Røde Djævle og i egne rækker kaldes Non League-Manchester City.

Mange danskere har utvivlsomt været meget tæt på Crawley Towns hjemmebane, for hvis man flyver billigt til London er der en vis sandsynlighed for at man lander i Gatwick 45 kilometer syd for den engelske hovedstad. Og lufthavnen ligger faktisk i udkanten af Crawley by, hvor der bor 100.000 mennesker, men det har man næppe spekuleret særlig meget over, mens man finder toget eller bussen ind til storbyen.

Men næste gang kan det være, at det lige strejfer én, for nu er Crawley i hvert fald kommet på fodboldlandkortet efter at den lokale klub har levet 114 år uden at have gjort det store væsen af sig.

Læs også: LILLEPUTTER HÅNER UNITED

Crawley Town er nemlig denne sæsons romantiske sensation i FA Cup'en, hvor de er det kun sjette hold siden 2. verdenskrig, der er nået helt frem til 1/8-finalerne trods en placering uden for de fire øverste divisioner. På vejen har de slået højere rangerede klubber som Swindon (ude), Derby (hjemme) og Torquay (ude) og nu venter den ultimative test i form af Manchester United på Old Trafford, en kamp der vil kaste flere millioner kroner af sig i tv- og entreindtægter.

For nogle år siden ville det have været en livgivende lodtrækning, for Crawley Town har som så mange andre små klubber kæmpet for overlevelse, siden man forsøgte at flytte sig ud af dødvandet i de laveste rækker. I 1999 blev de sat under administration, men blev reddet, og i 2004 rykkede man så for første gang op i den femtebedste række, Conference League. Og her blev man hængende trods store økonomiske problemer.

I 2006 var man kun en time fra den endelige konkurs, da satset med fuldtids-professionalisme ikke gav andet end et minus på 10 millioner kroner på kontoen, men man blev reddet på målstregen, selv om den dårlige økonomi forfulgte klubben og kostede 16 minuspoint over de to næste sæsoner, mens man også blev fratrukket et enkelt i forrige sæson for at have brugt en ulovlig spiller. Men fra 2009 og frem forsvandt de negative point, og i sommer kunne klubben komme med en meget usædvanlig udmelding. Man var gældfri og mere end det. Klubejer Bruce Winfeld, lokal fan gennem mange år, kunne meddele at man også havde skaffet penge til at investere i spillere, der kunne sikre en oprykning til divisionerne.

20 nye spillere kom til for knap fem millioner kroner, blandt andet York-angriberen Richard Brodie der blev købt for non-league rekordsummen af 1,7 millioner kroner, og i dag ligger Crawley Town på toppen af Conference-rækken. De er ikke specielt populære, de bliver tværtimod kaldt »non-league Manchester City,« mens den skotske manager Steve Evans, der for 10 år siden fik 20 måneders karantæne fra fodbolden (og i samme sagskompleks et års betinget fængsel) for skattemæssige uregelmæssigheder i forbindelse med spillerkontrakter i sit tidligere job i Boston United, med sin vildskab på sidelinien og heraf følgende karantæner heller ikke har mange venner, men det er man ligeglade med i Crawley Town.

For de er en succes, det fine stadion Broadfield trækker et par tusind til hver hjemmekamp, og forude venter en kassekamp mod Manchester United, som man også deler kælenavn med. Begge klubber kaldes nemlig De Røde Djævle. (pyndten)