Generelle

Kielstrup: Starten afgør alt

Vejle Boldklub går et skæbnesvangert forår i møde, og holdets første kamp bliver altafgørende. Et nederlag vil gøre oprykning til utopi.

Sommerens SAS Liga-nedrykkere har to vidt forskellige hverdage i den sure vintertræning. Mens AC Horsens indtager 1. Divisions dukseplads, kæmper Vejle for at holde liv i drømmen om hurtigt tilbagevenden til SAS Ligaen, og årets første kamp kan komme til at betyde alverden for vejlenserne.

- Det bliver et svært forår, vi går i møde. Vi ligger otte point efter Fredericia på 2. pladsen, men skal møde dem i vores første kamp, så går vi ud og laver et godt resultat, er vi med igen. Taber vi den, ser det til gengæld utrolig svært ud, og så må vi se, hvad resten af foråret skal gå med, siger Steffen Kielstrup til tipsbladet.dk.

Den 25-årige allround-spiller i forsvaret og på midtbanen er ikke bange for at indrømme, at der skal helt andre præstationer til, hvis klubben skal med i oprykningsspillet.

- Vi skal ud og levere en meget bedre indsats, end vi har gjort det sidste halve år, og gør vi ikke det, kan vi ikke være med i spillet om oprykning, så må vi se, hvad klubbens ambitioner bliver, siger Kielstrup.

Klubben har benyttet vinteren til at luge lidt ud i truppen, hvor blandt andre Martin Pedersen er røget ned i U-truppen. Forandringerne har skabt lidt uro, der kan blive forstærket af en dårlig start.

- Der har selvfølgelig været lidt uvished om, hvilke spillere vi har til rådighed. Der er et par, som er røget i U-truppen, og et par der har været til prøvetræning og er blevet solgt, så det giver noget usikkerhed. Dem, vi har tilbage, er indstillet på at give det en skalle, og stemningen er okay i truppen, men får vi meget modgang i starten, kan det hurtigt vende. Det må vi kæmpe for, det ikke gør, siger Steffen Kielstrup.

Vejle lægger fra land 21. marts i den vigtige kamp mod topholdet fra Fredericia.