Generelle

Laporta: Guardiola har til påske

Den afgående præsident beder Pep Guardiola bestemme sig for sin fremtid inden påske.

Efter sin magiske debutsæson som
førsteholdstræner i Barcelona, hvor Pep Guardiola førte klubben til El
triplete, har den tidligere spiller i klubben fået lang snor af ledelsen.

Hans kontrakt udløber i juni, og træneren har
tidligere ytret, at han absolut ikke har travlt med at forlænge sin tid i
klubben. Heller ikke præsident Laporta har haft travlt med at lægge pres på den
gamle midtbanedirigent. Men nu har Barcelonas mest magtfulde mand valgt at
stramme grebet.

Laporta vil nemlig gerne have god tid til at
finde en erstatning til trænerposten, hvis nu Guardiola ender med at forlade
trænersædet i Barcelona.

- Til påske ville det være
godt, at vi ved hvem der skal styre holdet, siger Laporta.

Præsidenten gav dog også udtryk for, hvad
klubben mener om Guardiolas fremtidige beslutning.

- Uden at tale for Pep, så tror jeg det vill
være bedst for ham, hvis han blev. Her kan han skabe en æra, for klubben har utrolig
stor tillid til ham, siger Laporta.